Efter kæmpe biografsucces: Will Smith afslører sin næste film
Hollywood-skuespilleren Will Smith er flyvende i biografen disse dage, hvor Bad Boys 4: Ride or Die har rundet en international indtjening på over 215 mio. dollars, mens over 70.000 danskere har set genforeningen af de slemme drenge.
Midt i den stadig kørende biografsucces har Smith nu afsløret sit næste filmprojekt.
Will Smith har fået hovedrollen i science fiction-thrilleren 'Resistor', der er baseret på 2014-romanen 'Influx' af Daniel Suarez. Der er endnu ingen instruktør tilknyttet filmen, men første udgave af manuskriptet er skrevet af Zak Olkewicz (Bullet Train), mens den nyeste version er skrevet af Eric Singer (Top Gun: Maverick).
Plottet til 'Resistor' er endnu ikke offentliggjort, men bogen foregår i et dystopisk samfund, hvor regeringen bruger lyssky taktikker for at forhindre teknologiske fremskridt.
Will Smith satte sin karriere og popularitet i fare, da han gav komiker Chris Rock en lussing på scenen til Oscar-uddelingen i 2022. Skuespilleren modtog alligevel et stående bifald senere på aftenen, da han vandt prisen for Bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i King Richard.
Det er først med 'Bad Boys: Ride or Die', at skuespilleren for alvor har bevist, at han er tilbage i publikums gunst. Filmen refererer også til Oscar-øjeblikket, hvor det denne gang er Smith, der får flere lussinger af sin makker, Martin Lawrence.
'Bad Boys: Ride or Die' er den fjerde film i rækken om de hårdkogte politimænd Mike Lowrey og Marcus Burnett, der spilles af Will Smith og Martin Lawrence.
I en blanding af vild action og komedie kommer de to betjente igen på kanten med loven, da de bliver indblandet i en korruptionssag.
Bad Boys-franchisen startede i 1995 med Michael Bays Bad Boys, som var en del af en større samling af 90'er-actionfilm - inklusiv Men in Black og Independence Day - der cementerede Will Smiths status som en af Hollywoods største stjerner.
'Bad Boys 4: Ride or Die' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på kino.dk.