Efter Oscar-sejr: Robert Downey Jr. om muligheden for Marvel-comeback
Hollywood-stjernen Robert Downey Jr. har for nyligt været på alles læber i kølevandet på sin Oscar-sejr for præstationen i storfilmen Oppenheimer.
Downey Jr. har haft en turbulent karriere, der blandt andet har været præget af stofmisbrug, en hård barndom og fængselstid, før flere hjælpende hænder endte med at få skuespilleren på rette vej.
Én rolle endte med at ændre alt for stjernen. Nemlig rollen som Iron Man i Marvels superhelteunivers, der endte med at inkludere hele ni forskellige film med Robert Downey Jr. på rollelisten som den narcissistiske, men dog charmerende milliardær Tony Stark.
Selvom karakteren (spoiler-alert) mødte sit endeligt i Avengers: Endgame fra 2019, har fans lige siden spekuleret på, om Downey Jr. kunne finde på alligevel at vende tilbage som Iron Man. Og nu kommer skuespilleren med et nyt svar på fremtidsudsigterne.
I et interview med Esquire udtaler Robert Downey Jr., at han er åben for muligheden for at vende tilbage til Marvels filmiske univers (MCU).
- Med glæde. Det er en integreret del af mit DNA. Den rolle valgte mig.
Skuespilleren hylder også Marvel-chefen Kevin Feige, der har stået bag superhelteuniverset siden dets begyndelse med Iron Man i 2008.
- Jeg siger altid, man skal aldrig afskrive Kevin Feige. Det er et tabt væddemål. Han er huset. Han vinder altid.
Det er lige nu ingen officielle udmeldninger omkring et muligt comeback for Robert Downey Jr. som Iron Man, men den kommende 'Avengers: Secret Wars' kunne være en oplagt mulighed.
Marvels næste superheltefilm i biografen bliver Deadpool 3, hvor Ryan Reynolds' Deadpool slår sig sammen med Hugh Jackmans Wolverine.
'Deadpool 3' får biografpremiere den 24. juli.
Læs også: Hollywoods vildeste comeback: Sådan gik Robert Downey Jr. fra fængselsdom til Oscar-sejr