Efter stor opmærksomhed: Årets hotteste, romantiske komedie kommer til Danmark

'Anyone But You' på vej i biografen
Euphoria / Sydney Sweeney
(© Euphoria / HBO)

Euphoria-stjernen Sydney Sweeney og medspilleren Glen Powell skabte overskrifter verden over tilbage i foråret ved CinemaCon i Las Vegas, hvor de præsenterede det første kig på deres kommende film Anyone But You.

De fremmødte medier rapporterede, at kemien mellem de to på scenen var udover det sædvanelige, hvilket omgående skabte rygter om en off-screen romance. Det på trods af at både Sweeney og Powell var i hver deres parforhold på det pågældende tidspunkt. Screen Rant fortalte herudover, at de fremviste klip indeholdte mange nøgenscener og intimitet mellem de to hovedroller.

På grund af den tunge omtale samt Sydney Sweeney og Glen Powells star power har 'Anyone But You' markeret sig som en af årets mest ventede romantiske komedier. Og nu har filmen også fået dansk biografpremiere i december.

Den romantiske komedie skiller sig en smule ud i genren på grund af dens amerikanske R-rating, der betyder, at filmen indeholder voksent materiale, og at publikum under 17 år bør medbringe en voksen ledsager.

Amerikanerne har andre regler om censur end herhjemme, så hvad anbefalingen kommer til at lyde i Danmark, er ikke til at vide. Det lyder dog til, at filmen vil blive mere eksplicit end mange andre rom-coms.

'Anyone But You' er baseret på William Shakespeares 'Much Ado About Nothing' og handler om to rivaler, der bliver nødt til at lade som om, at de er et par - hvilket selvfølgelig fører til en ægte forelskelse. Filmen instrueres af Will Gluck, der tidligere har stået bag Easy A og Bollevenner.

Sydney Sweeney er en af Hollywoods mest lovende unge stjerner med allerede to Emmy-nomineringer bag sig for præstationer i 'Euphoria' og 'The White Lotus'. Det danske biografpublikum kan også se frem til at opleve Sweeney i Reality senere i år og Spider-Man-filmen Madame Web i 2024.

Stjernen er allerede blevet noget af et sexsymbol, hvilket hun har snakket om i flere interviews. Her har Sweeney bl.a. kritiseret anmeldere for at overse hendes præstation i 'Euphoria', fordi hun havde nøgenscener. Hun har også udtalt, at hun ville ønske, at der var en lettere måde at tale om, hvad vi antager om skuespillere i industrien, og at hun ikke har tænkt sig at stoppe med at lave nøgenscener.

Medspilleren Glen Powell blev set af over 790.000 danskere i biografen sidste år, da han spillede piloten Hangman i Tom Cruise-hittet Top Gun: Maverick.

'Anyone But You' får dansk biografpremiere den 25. december.

Anbefalet til dig