'The Expendables 4' bliver Stallones sidste - arvtageren er dog klar
Den 75-årige Sylvester Stallone synes ustoppelig. Nu vælger legenden imidlertid at lægge rollen som den hårdtslående Barney Ross fra The Expendables-franchisen bag sig.
The Expendables 4 bliver nemlig hans sidste film i det actiontunge univers, der tog sin begyndelse i 2010 med den første film.
Stallone fortæller om at sende Barney Ross på pension på sin Instagram, hvor han også peger på sin arvtager som frontmand i filmserien. Det er nok ikke den helt store overraskelse, at det bliver Jason Statham, som har været med fra begyndelsen.
Actionfilmen er lige nu ved at blive indspillet i London, og der har tidligere været tale om en solofilm om Jason Stathams karakter.
Der har været sin del af legender med i den eksplosive franchise gennem de tre første, bl.a. Arnold Schwarzenegger, Bruce Willis, Chuck Norris, Jet Li, Mickey Rourke, Jean-Claude Van Damme, Harrison Ford og Mel Gibson.
Helt så legendefyldt er det fjerde kapitel imidlertid ikke - hvad vi ved af i hvert fald. Man finder dog udover Stallone igen Dolph Lundgren som Gunner Jensen, mens Statham atter slår på tæven som Lee Christmas. Så der er ikke tvivl om, at der nok skal være smadder på i den kommende film.
'The Expendables 4' byder herudover også på nye ansigter i franchisen, det i form af bl.a. Andy Garcia, Megan Fox, Curtis '50 Cent' Jackson og Tony Jaa.
'Expendables 4' afventer premieredato.
Vis dette opslag på Instagram