Filmskaber overtog sin vens sidste film: "Jeg hoppede ind med hele kroppen"
Interview med Robin Campillo om ‘Enzo’
Når man ser plakaten til Enzo, står der, at det er en film af Laurent Cantet, men instrueret af Robin Campillo. Ikke en konventionel formulering, hvis den da overhovedet har været brugt på en plakat før.
Hvad årsagen er, og hvorfor historien bag filmen både er rørende og opløftende på samme tid, blev afsløret for Kino.dk’s udsending på sidste års filmfestival i Cannes, da vi mødte Robin Campillo på en strandbar på den franske Riviera.
Laurent Cantet var en af fransk films store navne og en ekspert i realisme, hvilket indbragte ham Guldpalmen i Cannes for Klassen i 2008. Robin Campillo skrev ‘Klassen’ sammen Cantet og stod selv for instruktionen af den prisvindende 120 slag i minuttet fra 2017. De to har kendt hinanden siden studietiden og samarbejdet på adskillige projekter.
Deres nye projekt ‘Enzo’ skulle have været instrueret af Cantet, men filmskaberen blev diagnosticeret med cancer og måtte gennemgå behandling, mens optagelserne skulle til og i gang. Som Campillo fortæller til Kino.dk i Cannes:
- Det var Laurent Cantets idé. Han arbejdede to år på den, før jeg kom til. Han arbejdede med en fælles ven ved navn Gilles Marchand på en 20 sider lang treatment. På dette tidspunkt var Cantet meget syg, så da jeg havde læst de 20 sider, tilbød jeg at bistå med castingen, optagelserne og det hele. Jeg sagde, at jeg ville være bindeleddet mellem ham og skuespillerne, fordi vi vidste, at han kunne blive meget træt pga. behandlingen.
- Vi fandt skuespillerne sammen, men han blev syg og døde ugen efter. På hospitalet talte jeg med ham inden, og jeg sagde, at jeg ville færdiggøre filmen, men at jeg ikke kunne lave den film, han ville have skabt. Han sagde, at jeg skulle lave min egen film, for man kan ikke imitere en andens stil.
Hoppede ind i projektet med hele kroppen
En rørende afsked med den prisvindende Cantet, mens det at hans sidste værk skulle færdiggøres af en af hans tætteste venner og samarbejdspartnere, føles meget opløftende. Men for at vende tilbage til plakatens tekst, hvor der står, at Enzo er en film af Laurent Cantet, men instrueret af Robin Campillo, afslører sidstnævnte, hvad denne formulering betyder for ham.
- Det er ikke min film. Det er ikke mit produkt. Jeg ville ikke have lavet denne film. Men der er et ”MEN”. Jeg blev nemlig så rørt af filmen, så det blev ikke et bestillingsarbejde, jeg var tvunget til at lave. Jeg hoppede ind i projektet med hele min krop. Jeg havde ingen frygt for at forråde Laurent. Jeg var meget glad for at lave den. Jeg instruerede, men det er hans film. Jeg synes, det er en meget ærlig måde at gøre det på.
Mysteriet og arbejderen
‘Enzo’ handler om den 16-årige unge mand af samme navn, der som søn af en ingeniørmor og en akademikerfar vokser han op i en moderne luksusvilla på den franske sydkyst, hvor alt emmer af velstand, ambitioner og god smag. Forventningerne er tårnhøje til teenageren, men Enzo vender ryggen til det privilegerede liv og dropper ud af skolen for at blive lærling på en byggeplads. Mens hans far kritiserer hans valg, søger Enzo længere væk fra familien og knytter et stadig tættere bånd til den ukrainske bygningsarbejder Vlad.
Vlad er flygtet fra sit krigshærgede hjemland for at arbejde i Frankrig, og selvom noget snart spirer mellem ham og Enzo, er der også fundamentale forskelle på de to unge mænd.
Robin Campillo og Laurant Cantet var begge med i castingprocessen, og valget endte med at falde på to ukendte skuespillere.
- Med Enzo ville vi finde en mand, der var et mysterium for ham selv og hans familie, udtaler Campillo.
- Vi fandt en fyr ved navn Eloy Pohu, der var 16 år og gik i skole. Fordi han var svømmer, har han meget disciplin. Han var både reserveret og stærk nok til at bære rollen. Karakteren er meget idealistisk, han er meget hård ved sine omgivelser og meget hård ved Vlad, fordi han ikke går i krig.
- Vlad derimod er en arbejder. Han er 24 år, men han er mere maskulin og har en svær historie. Nogle gange er han nærmest en faderfigur for Enzo, men andre gange ligner han nærmere en teenager. Det elsker jeg ved karakteren.
- Maksym Slivinskyi, der spiller Vlad, er en meget sød fyr og også meget sexet. Man forstår godt, hvorfor Enzo bliver tiltrukket af ham, fordi han er en slags arbejder-fantasi.
Sensuelt teenagebegær
Robin Campillo har før skabt film om queer begær, bl.a. ‘120 slag i minuttet’. Samtidig kan tankerne i Enzo lede en hen på Call Me By Your Name af Luca Guadagnino, idet den også følger en ung teenagers fantasi om en lidt ældre, flot mand. Enzo er dog mindre seksuelt eksplicit end de to andre film, men meget sensuel.
Der er noget ved teenagesindet, som jeg elsker, fortæller Campillo.
- Det tager noget tid for Enzo at opdage sine følelser for Vlad. Hans begær knytter sig til flere forskellige ting: Det er fordi han er en fremmed, fordi han er arbejder, og han er fra et krigshærget land. Så alle disse ting blandes sammen i Enzos sind og skaber et begær. Vi ville gerne knytte det til teenagebegær.
- Selv har jeg lavet mere eksplicitte sexscener, og der er en tendens i film til at lave rå, seksuelle scener. Lad os gå tilbage til, når du er teenager, og det at røre en hånd eller et bryst er som en slags klimaks. Jeg synes, det er smukt, og der er en sensualitet, som er så stærk. Det var så emotionelt, og det mindede mig om at være teenager og røre nogen for første gang.
Immigranterne laver alt det hårde arbejde
Udover coming-of-age-plottet handler filmen også om Ukraine-Rusland-krigen. ‘Enzo’ føler, at hans øvre middelklasseverden ikke giver nogen mening, mens drabene fortsætter. Konsekvensen er, at han selv ønsker at drage i krig, mens han ser ned på Vlad for ikke at ville beskytte sit land mod russerne.
Robin Campillo ser flere aspekter ved dette tema. For hvordan skal man som privilegeret vesteuropæer forholde sig til krigen? Intet her er helt sort-hvidt, men én ting er Campillo dog sikker på:
Man tager ikke i krig, når man er 16 år.
- Det er okay, at Enzo har en fantasi om at gå i krig og forestille sig at gå i krig og omfavner det kaos, som den moderne verden byder på. Men det er ondskabsfuldt af ham at placere en skyld hos Vlad. At være moralsk på andres vegne og romantisere krigen er ikke en god ting at gøre. Når man er fra Ukraine, har man en ret til at ville have normale ting som tøj, et sted at bo, fjernsyn osv., og det er normalt ikke at være tapper.
- Jeg elsker også øjeblikket, hvor Vlad bliver spurgt, hvorfor han kom til Frankrig. Svaret er penge. Man glemmer nogle gange, at penge ofte er drivkraften for at forlade et land i krig. Det er ikke skammeligt. Derfor er det også spændende at portrættere en gruppe arbejdere, for de er alle immigranter. I Frankrig taler vi så dårligt om immigranter, men de laver alt det hårde arbejde. Ingen franskmand ville acceptere et rengøringsarbejde. DET er skammeligt!
‘Enzo’ får dansk biografpremiere den 6. august. Køb dine billetter her på Kino.dk.