Først fik den international anerkendelse: Nu vinder dansk film nystiftet filmpris

OFFSpring er Danmarks nye filmfestival
Min evige sommer
(© REEL Pictures)

Der er kommet en ny filmfestival til Danmark, og fra den 3.-12. april 2025 løb den af stablen for første gang i Odense. OFFSpring er en spillefilmfestival for debuterende danske filmskabere og er arrangeret af Odense International Film Festival (OFF). 

Den efterspurgte spillefilmsfestival bød gæster ind til visninger og talks i Danmarks tredje største by, og sidst men ikke mindst, så var der én film, der fik den allerførste OFFSpring pris.

Det blev filmen Min evige sommer og den spillefilmsdebuterende instruktør Sylvia Le Fanu, der har vundet Ungdomsjuryens Prisen og Publikumsprisen for kortfilmen ’Abu Adnan’ på OFF i 2017, og vandt i 2021 den prestigefulde danske kategori på kortfilmfestivalen med filmen ’Amourteur’.

På festivalen var der 22 nye spillefilm på programmet, hvor otte konkurrerede om 50.000 kr og OFFSpring prisen. Festivalen har annonceret, at de vender tilbage igen næste år, og allerede den 25.-31. august kan man tage til Danmarks ældste filmfestival OFF, der i år fejrer 50-års jubilæum.

Min evige sommer
Min evige sommer (© Min evige sommer / Jan Bastian Muñoz Marthinsen / Adomeit Film )

’Min evige sommer’ handler om den 15-årige Fanny, der er taget i sommerhus med sine forældre for at tilbringe det, der bliver hendes mors sidste sommer. De prøver at nyde den sidste tid i hinandens selskab, men det er svært at se en man elsker forsvinde imellem ens hænder. Langsomt begynder Fanny at se sin mor og sit eget liv i et helt nyt lys i de sidste lyse nætter sammen.

Dele af motivationen fra juryen bestående af skuespiller Charlotte Munck, instruktør og forfatter Oliver Zahle samt instruktør Puk Grasten, lyder således:

- En film, der, fordi den tør være ’enkel’, bliver nærmest uforklarligt smuk i sin kompleksitet. En film som rummer både en længsel efter livet og en accept af dets afslutning. En film som tager os, følt, nærmest real time, med i ventetiden. I limbolandet herimellem.

Sylvia Le Fanu startede sin karriere som filminstruktør i Odense på filmskolen 18Frames, og kan nu med sin første spillefilm, kalde sig selv for vinderen af den allerførste OFFSpring pris!

- Det er en kæmpe glæde og ære at modtage denne særlige anerkendelse, ikke bare fordi den slags betyder ekstra meget for os debutanter(!), men især fordi den kommer herfra; en for mig slags filmisk hjemstavn! Lyder det fra Fanu.

Det er ikke første gang, 'Mine evige sommer' er blevet hyldet, og den var udtaget til den prestigefyldte filmfestival i San Sebastian sidste år.

Her roste The Hollywood Reporter 'Min evige sommer' for at undgå billig sentimentalisme i skildringen af en tragedie ved i stedet at fokusere på de små ting i hverdagen, så som taknemmelighed og venlighed.

’Min evige sommer’ har få visninger i Empire bio i København.

Nyeste film i biografen