Første intense trailer til ny dansk thriller: Vildt trekantsdrama venter

'Dobbeltspil' får premiere til sommer
Dobbeltspil
(© Scanbox)

Hvad ville du gøre, hvis det menneske, du stoler allermest på, viser sig at leve et dobbeltliv?

Det er udgangspunktet for det nye danske thrillerdrama Dobbeltspil - her trækker Neel Rønholt, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Julie R. Ølgaard publikum ind i et trekantsdrama, hvor intet er, som det ser ud. 

Filmen får biografpremiere til sommer - og den allerførste trailer er netop landet. Se den nederst i artiklen.

På overfladen har Clara (Neel Rønholt) det hele. En karriere, der kører. En kæreste, der elsker hende. Et liv, der ligner lykken. Så møder hun Katrine (Julie R. Ølgaard) ved et tilfælde - og med ét begynder livet at skride. De to kvinder kender ikke hinanden, men de har én ting tilfælles: Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt).

I årevis har han levet et liv med dem begge. Og da løgnen endelig tvinges frem i lyset, vikles Clara ind i et spil, hvor det bliver stadig sværere at se, hvem der egentlig manipulerer hvem.

Rollelisten tæller også en række andre danske stjerner, bl.a Ellen Hillingsø, Peter Gantzler, Camilla Lau, Jesper Zuschlag, Cecilia Loffredo og Salomon Stampe. 

Julie R. Ølgaard er ikke kun at finde foran kameraet. Hun har også indtaget instruktørstolen sammen med Esben Tønnesen. Manuskriptet er skrevet af Christian Gamst Miller-Harris i tæt samarbejde med instruktørduoen. 

'Dobbeltspil' beskrives som et intenst drama om bedrag, begær og den isnende erkendelse af, at den, man elsker, måske aldrig har været den, man troede.

Se den første trailer herunder:

'Dobbeltspil' får biografpremiere den 13. august 2026.

Nyeste film i biografen