Første mystiske kig til Tom Cruises nye film med mesterinstruktør

I biografen til næste år
Digger
(© Warner Bros.)

Tom Cruise er blevet umulig at adskille fra actiongenren. Hvis ikke hans ry for at sætte sig selv i fare ved at udføre så mange stunts som muligt siger nok om den indflydelse, han har haft på genren.

Tænk bl.a. blot i nyere tid på fortsættelsen Top Gun: Maverick og ikke mindst Mission: Impossible-franchisen.

Nu tager han dog et skridt væk fra actiongenren, da han til næste år er at se i en ny film af den anerkendte mexicanske instruktør Alejandro G. Iñárritu, hvor Tom Cruise får brug for sine komiske muskler.

Warner Bros. har nemlig nu offentliggjort den først teaser-trailer til den kommende film Digger.

Se teaser-traileren for 'Digger' nederst i artiklen.

I teaseren ser vi silhuetten af den ikoniske skuespiller, der danser med en skovl i hånden på flere lokationer, bl.a. med udsigt til vandet og i solnedgang.

Den officielle synopsis lyder: "Den mest magtfulde mand i verden tager på en kaotisk mission for at bevise at han er menneskehedens frelser, inden katastrofen han har udløst ødelægger alting."

Den første plakat til 'Digger' er også blevet offentliggjort. Den kan du se herunder. Plakatens tagline lyder oversat: "En komedie af katastrofale proportioner".

Warner Bros. tilføjede også på det sociale medie X deres beskrivelse til teaseren, hvor det skrives, at Tom Cruise portrætterer hovedpersonen Digger Rockwell.

I februar 2024 blev det annonceret, at Tom Cruise og Alejandro González Iñárritu skulle arbejde sammen. Det skrev bl.a. People

Instruktøren udtalte sig desuden kort om den kommende film tidligere i år på filmfestivalen i Cannes, hvor filmen i første omgang var navngivet 'Judy':

- (Filmen, red) er uhyggelig og sjov og smuk. Jeg ved, at komedie ikke er, hvad folk typisk forventer fra mig eller Tom, og det var en skræmmende oplevelse at lave den her film, men jeg kan ikke lide at gentage mig selv, og alle film burde skræmme dig en lille smule, fortalte filmskaberen til The Hollywood Reporter.

Artiklen fortsætter under plakaten.

Alejandro G. Iñárritu spillefilmsdebuterede i 2000 med det psykologiske drama 'Amores perros' og har siden vundet en lang række priser for sit arbejde.

I 2015 vandt han Oscaren for Bedste instruktør med komediedramaet Birdman. Han vandt samme pris året efter for The Revenant, som den kun tredje instruktør i filmhistorien har gjort det.

Alejandro G. Iñárritu har også skrevet historie som den første mexicanske instruktør til at blive nomineret til en Oscar - og ligeledes den første mexicaner til at vinde prisen for Bedste instruktør på filmfestivalen i Cannes.

Tom Cruise er passioneret fortaler for at holde biograferne og filmkunsten i live. Med sit lange og alsidige CV er han bl.a. også blevet en af de højst betalte skuespillere i verden. 

Inden han blev et actionikon, fik han sit gennembrud i komedien Risky Business, mens andre og utallige mindeværdige præstationer tæller film som Cocktail, Rain Man, Jerry Maguire, Eyes Wide Shut og Magnolia.

'Digger' bugner desuden allerede af en imponerende række navne på rollelisten. Her får Tom Cruise selskab af bla. Sandra Hüller, Riz Ahmed, John Goodman, Jesse Plemons, Emma D’Arcy samt stjerneskuddet Sophie Wilde.

'Digger' kan ses i biografen fra den 1. oktober 2026.

Nyeste film i biografen