Første reaktioner på "lækkert fjollet" komedie: Giv Liam Neeson en Oscar!

Internationale medier om 'The Naked Gun'
Naked Gun
(© UIP)

Komediegenren har haft svære kår i biograferne de seneste år, hvor mange af de humoristiske film i overvejende grad er endt direkte på streaming.

Men nu kommer der endelig en rendyrket komedie i biffen, og skal man tro de første reaktioner fra udenlandske medier, er der er en "lækkert fjollet" filmoplevelse i vente.

The Naked Gun er nemlig en god, gammeldags spoof, hvilket vil sige en parodisk komedie med masser af gakkede jokes og puns, som vi kender fra film af Mel Brooks, Scary Movie-serien og selvfølgelig de tre Naked Gun-forgængere.

Liam Neeson, der normalt er kendt for at spille sammenbidte action-mænd, har hovedrollen som Frank Drebin Jr., og dermed viser han en side af sit talent, som sjældent er i anvendelse, men hvor han kan bruge sit barske udtryk til komisk effekt.

Faktisk lader det til, at han lykkes med det i sådan en grad, at IndieWire-journalist Jim Hemphill skriver på det sociale medie X, at Neeson bør få en Oscar for sin præstation!

'The Naked Gun' er en reboot og efterfølger til Leslie Nielsen-komedierne fra 1988-1994, der er blevet klassikere inden for spoof-genren. Nielsen gik bort i 2010, og siden har filmserien forståeligt ligget stille.

Den nye 'The Naked Gun' har derfor haft noget at skulle leve op til: At genoplive en halvdød genre samt ære Nielsens minde og foregående præstationer som Neesons far.

Se et udvalg af første reaktioner herunder:

- Jeg så 'The Naked Gun', og jeg kan nu sige, at de laver dem, ligesom de plejede! Der er så mange gode vittigheder i den, og man kan se, at filmskaberne havde det så sjovt med at lave en rigtig komediefilm. (Jeffrey Vega, IGN)

- Jeg bøjer mig ikke for nogen mand i min beundring af den originale NAKED GUN, så jeg er glad for at kunne meddele, at den nye er fantastisk. Hvis der var nogen retfærdighed i verden, ville Liam Neeson få en Oscar. Smart og morsom fra start til slut. (Jim Hemphill, IndieWire)

- 'The Naked Gun' er så lækkert fjollet, og jeg mener det som den største kompliment. Meget tro mod ånden i de Leslie Nielsen-film, jeg voksede op med at elske. (Katchy Stephan, Variety)

- Jeg kan endelig tale om, hvor besat jeg er af #TheNakedGun-rebootet. Instruktør Akiva Schaffer leverer en hysterisk morsom film fyldt med hundredvis af jokes, der hylder den originale serie i høj grad. Har ikke grinet så meget i et stykke tid - gik derfra med en fantastisk følelse. Kan varmt anbefales! Liam Neeson og Pamela Anderson er perfekt castet efter min mening, og vittighederne er uendelige, men der er intet stødende i det overhovedet. Bare 100% ren fjollet spoof-humor. Man kan sige, at de ikke laver dem sådan her længere. (Erik Davis, Fandango)

'The Naked Gun' får dansk biografpremiere den 31. juli.

 

Se traileren herunder:

Naked Gun-film