Første trailer til 'Deadpool 3' ændrer Marvel for altid
Så kom den endelig! Traileren til årets mest ventede film (ifølge kino.dk's brugere og formentlig også en del andre), Deadpool 3 er landet, og den ser vild ud!
I forbindelse med den årlige Super Bowl i USA er der udsendt en række trailers til de største kommende film, og én af disse er superhelteefterfølgeren, som får biografpremiere til sommer.
Se traileren nederst.
Den nye Deadpool-film har også fået sin officielle titel, der er Deadpool & Wolverine. Traileren viser da også kortvarigt de to superhelte i samme sekvens, men der lægges mest vægt på, at Deadpool hives fra sit eget univers ind i Marvels filmiske univers (MCU), og - som han selv udtrykker det - vil ændre det for altid.
"I am Marvel Jesus", som han så højtideligt siger, inden der går totalt action (inkl. et lille f*ck og en del blod) i den. Afslutningsvist ser vi skyggen af Wolverine, der vist også ser ud til at have et horn i siden på Deadpool.
TVA, det mystiske firma fra tv-serien 'Loki', ser også ud til at spille en fremtrædende rolle i filmen, hvor Succession-stjernen Matthew Macfadyen agerer højtstående agent for tidslinjemonitorerne.
Ryan Reynolds er tilbage i titelrollen som "The Merc with a Mouth" fra Deadpool og Deadpool 2.
Hugh Jackman, der egentlig havde lagt kløerne på hylden i Logan, gentager ligeledes rollen som mutanten fra X-Men-universet.
Begge er nu en del af MCU, hvilket vil sige, at de kan møde Spider-Man, Captain America, Hulk og de andre Avengers.
Filmen er instrueret af Shawn Levy, som tidligere har instrueret Ryan Reynolds i filmene Free Guy og The Adam Project.