Ian McKellen afslører: Disse 2 karakterer vender tilbage i ny Ringenes Herre-film

Gandalf-stjernen fortalte om 'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum'
Ringenes Herre: Eventyret om Ringen / Gandalf
(© New Line Cinema)

Ian McKellen, den legendariske skuespiller bag troldmanden Gandalf i Peter Jacksons Ringenes Herre- og Hobbitten-trilogier, kastede i weekenden lidt af en casting-bombe.

Ved eventet For the Love of Fantasy i London fortalte McKellen om den kommende prequel-film The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum, at optagelserne starter til næste år:

- Jeg hører, at der er en anden film, som foregår i Midgård, og den starter optagelser til maj. Den bliver instrueret af Gollum, og den handler om Gollum.

Ligesom i Jacksons to filmtrilogier spilles Gollum af Andy Serkis, der – som McKellen spøgefuldt nævner – også instruerer filmen.

McKellen, der har rundet de 86 år, er ikke officielt castet til filmen, men han har udtalt sig om den flere gange, og det har længe været rygtet, at han vil vende tilbage som Gandalf.

Ved weekendens event blev en anden Tolkien-kanin dog trukket op af hatten: Frodo!

- Jeg skal fortælle jer to hemmeligheder om castingen: Der er en karakter i filmen, der hedder Frodo, og der er en karakter i filmen, der hedder Gandalf, afslørede Ian McKellen.

- Udover det er min mund lukket, afsluttede skuespilleren.

Ringenes Herre: Eventyret om Ringen / New Line Cinema
Elijah Wood som Frodo i 'Ringenes Herre: Eventyret om Ringen' (© Ringenes Herre: Eventyret om Ringen / New Line Cinema)

Frodo Sækker, der blev spillet af Elijah Wood i Ringenes Herre-filmene, er de oprindelige films hovedperson og Ringbæreren, som skal bringe Herskerringen til Mordor for at destruere den. 

'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' foregår i perioden, hvor både Aragorn og Sauron leder efter Gollum, der på dette tidspunkt formodes at have kendskab til Ringen. Derfor vil det også give mening at inkludere Frodo i fortællingen, som finder sted under begivenhederne i Ringenes Herre: Eventyret om Ringen.

Hvorvidt Wood vender tilbage i rollen, vides ikke, men skuespilleren var til stede under For the Love of Fantasy-eventen. Viggo Mortensen, der spillede Aragorn i Ringenes Herre-trilogien, var ikke til stede, og det vides endnu ikke, om han vender tilbage til sin rolle.

Warner Bros. Discovery CEO David Zaslav udtalte sig kortvarigt om filmen, og han slog fast, at den sammen med de kommende film om Batman, Superman og serien om Harry Potter er højest på selskabets prioriteringsliste.

Peter Jackson er ombord som producer sammen med hans mangeårige samarbejdspartnere Fran Walsh og Philippa Boyens, der begge var med til at skrive og producere den oprindelige trilogi.

'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' forventes at få premiere i 2027.

Tolkien-film