Instruktør slår fast: 'Deadpool 3' kræver ikke dybt Marvel-kendskab
De senere år har Marvels filmiske univers (MCU) været mere og mere indviklet, og det har været nærmest påkrævet at se 10-15 film og et par serier for at kunne få det fulde udbytte af filmene.
Men sådan bliver det ikke med den kommende Deadpool & Wolverine. Det slår instruktøren Shawn Levy fast i et interview med Associated Press.
- Jeg var en god elev i skolen. Jeg laver mit forarbejde som voksen. Men jeg gider bestemt ikke at lave lektier, når jeg skal i biografen, udtaler Levy.
I interviewet siger instruktøren også, at hans mål var at lave en film, som både etablerede fans og nye superhelte-novicer kan nyde.
- Jeg lavede i høj grad denne film med en bestemt sund respekt og taknemmelighed over for den passionerede fanskare, der har det højeste kendskab til mytologien og historierne om disse karakterer og denne verden. Men det ville jeg ikke formode [af mit publikum, red.].
- Denne film er bygget til underholdning, uden forpligtelse til at komme forberedt med forudgående research.
Udtalelserne kommer på et godt sted i Marvels filmiske færden, idet publikumstallene har været dalende, hvilket mange tilskriver det fornævnte krav til forudgående kendskab.
'Deadpool & Wolverine' kan om nogen være filmen, der vender tendensen til det bedre. Både fordi de to første Deadpool-film har været store succeser, fordi de ikke tager sig selv for alvorligt, og fordi den bringer Hugh Jackmans elskede Wolverine-karakter tilbage til det store lærred.
Ryan Reynolds vender naturligivs også tilbage som Wade Wilson, alias Deadpool, og derudover medvirker Matthew Macfayden, Monica Baccarin og Brianna Hildebrand i superheltefilmen.