Johnny Depp: "Jeg føler mig ikke boykottet af Hollywood, for jeg tænker ikke på Hollywood"

Skuespilleren talte til pressen
Billede
(© Why Not Productions)

Efter gårsdagens åbningsceremoni på filmfestivalen i Cannes, hvor Jeanne du Barry blev vist for festivaldeltagerne, har skuespilleren Johnny Depp været på alles læber.

Depp, der blev boykottet i Hollywood efter anklager om hustruvold og en giftig retssag mod ekskonen Amber Heard, er nu tilbage i sin første film, hvor han tilmed spiller fransk konge.

I dag var der så pressemøde om filmen. Mens instruktøren og skuespilleren Maïwenn samt entourage var 27 minutter forsinket, kom Depp først 40 minutter efter den planlagte start. Noget, der fik de fremmødte journalister til at spørge sig selv, om han overhovedet havde tænkt sig at dukke op.

 

LÆS OGSÅ: Johnny Depps comeback?

Da manden alle taler om endelig kom til, var spørgsmålene fra salen naturligvis målrettet Depp. Flere spørgsmål drejede sig mere om hans situation end om hans nye film. Depp blev direkte spurgt ind til at blive boykottet i Hollywood:

- Når du bliver bedt om at træde tilbage fra en film, du laver, på grund af noget, som blot er en følge af vokaler og konsonanter, der svæver i luften, ja, du føler dig boykottet, udtalte Depp onsdag.

LÆS OGSÅ: Johnny Depp får vanvittigt milionbeløb som reklamesøjle

Uden direkte at nævne det, må den 59-årige skuespiller referere til situationen omkring Harry Potter-forløberen Fantastiske skabninger og hvor de findes, hvor han blev fyret efter den anden film i serien for derefter at blive erstattet af danske Mads Mikkelsen som Grindelwald.

- Jeg føler mig ikke boykottet af Hollywood, for jeg tænker ikke på Hollywood, fortsatte Depp på pressemødet.

At man kunne få opfattelsen af, at Depp ville boykotte pressemødet, er ikke taget ud af den blå luft, for det har på det seneste været sjældent, at han udtaler sig offentligt, men efter sigende skulle en trafikprop være skyld i forsinkelsen. Hans forhold til pressen lægger han dog ikke skjul på:

 

LÆS OGSÅ: Johnny Depp skal instruere sin første film i 25 år

- Størstedelen af det, du læser, er fantastisk, forfærdeligt skrevet fiktion. Det er som at stille spørgsmålet: "Hvordan har du det?" Men subteksten er: "Gud, jeg hader dig".

Nu er Johnny Depp så tilbage i, hvad der kan blive hans comeback-film. Spørger man stjernen selv, så ser han det ikke som et comeback, men svarer humoristisk:

- Jeg har haft mit 17. comeback, åbenbart. Jeg undrer mig over ordet comeback. Jeg er ikke gået nogen steder.

'Jeanne du Barry' får dansk biografpremiere den 4. april.