Legendarisk Hollywood-instruktør: "Vi er på tærsklen til en ny guldalder i biograferne"

Francis Ford Coppola ser en lysende fremtid
Oppenheimer
(© Oppenheimer / Universal Studios/UIP)

Biografer verden over har haft to forrygende uger, og "Barbenheimer" står i særdeleshed bag den fornyede publikumsinteresse.

Således har Barbie indtjent 775 mio. dollars på verdensplan (og 238.000 billetter i Danmark), og Oppenheimer har ramt 400 mio. dollars på verdensplan samt 181.000 billetter i Danmark. Selv den mindre australske gyser, Talk to Me, har med 10 mio. dollars i åbningsweekenden sikret filmselskabet A24 sin næstbedste åbning siden Hereditary.

Ifølge en af filmhistoriens største skikkelser, instruktøren Francis Ford Coppola, kan der være tale om et vedvarende comeback for biografindustrien. 

Manden bag The Godfather-trilogien og Apocalypse Now skriver på sin personlige Instagram, efter en bruger spørger ham om filmmediets fremtid:

- Mit bud er, at vi er på tærsklen til en ny guldalder. Vidunderlige og oplysende biograffilm set i store sale, skriver The Godfather-instruktøren.

Francis Ford Coppola tager lige nu selv en stor chance med kæmpefilmen 'Megalopolis'. Adam Driver, Aubrey Plaza, Forest Whitaker, Jon Voight og Shia LaBeouf er på rollelisten. 

Passionsprojektet er stort set blevet finansieret af filmskaberen selv og har et budget på over 100 mio. dollars. Mens produktionen oprindeligt stod over for rygter om kaos på optagelserne, roste Driver for nylig oplevelsen af at arbejde med Coppola i et interview med IndieWire.

- 'Megalopolis' er en af de mest spændende ting, jeg nogensinde har været en del af, især med Francis, sagde Driver. 

- Det er en af de bedste oplevelser med filmoptagelser, jeg har haft. Og de ting, han har lavet, er der ingen referenceramme for. Det er så unikt og opfindsomt og forhåbentlig tilgængeligt for alle. At det ikke er så uhåndgribeligt, at det er for et bestemt publikum, det er for alle. Og han er alt, hvad du håber, han vil være.

Coppola er derfor selv klar til at bidrage til store biografoplevelser.

Tidligere i år har vi endvidere set film som John Wick: Chapter 4 og Spider-Man: Across the Spider-Verse, som både har været succeser hos anmelderne og blandt publikum verden over.

'Barbie' og 'Oppenheimer' kan lige nu ses i biografen, mens 'Talk to Me' får premiere på torsdag den 3. august.

Anbefalet til dig