Mads Mikkelsen er skurk i ny dansk animationsfilm – flankeret af et stjernespækket cast

To nye klip fra 'Brohr' er blevet offentliggjort
Brohr
(© Nordisk Film Distribution)

YouTube- og kultfænomenet Gigis har tidligere stået bag Blokhavn og Shabholm, der følger vennerne Abdi, Musti, Ali, Ahmed, Hassan og Davito.

Nu er de tilbage med et nyt kapitel, hvor de seks drenge står over for deres hidtil største mission i animationsfilmen Brohrder får biografpremiere den 24. september – og to nye klip er netop blevet offentliggjort. Se dem nederst i artiklen. 

Gigis lægger igen stemme til de seks hovedpersoner. Men denne gang gøres de selskab af et stjernespækket cast. 

Mads Mikkelsen indtager rollen som filmens skurk, Jasper Puch, mens rapdronningen Tessa giver stemme til Alis viljestærke hustru, Yasmina. Rasmus Bjerg er at høre som robotten Brohr, og som landets statsminister, Sofie Linda, finder vi selvfølgelig Sofie Linde. Se den fulde liste herunder. 

I et af de nye klip kan man desuden få en forsmag på Malte Eberts helt nye single, 'Sidste Mand der Dør', der er skrevet specifikt til filmen. Den lander fredag den 29. maj.

'Brohr' beskrives som en humoristisk og samfundssatirisk fortælling om fællesskab og mangfoldighed. Drengene smides ind i et fremtidsscenarie, hvor AI, robotter og gentrificering har overtaget deres elskede kvarter – og forsøget på at redde hjembyen sender dem ud på et hæsblæsende og fuldstændig skørt eventyr.

Filmen er både instrueret og animeret af kunst- og animationskollektivet Gigis, der kalder det deres hidtil største og mest ambitiøse projekt. Kollektivet har eksisteret siden 2016 og drives i dag af Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard.

Stemmerne bag 'Brohr':


Hassan, Ali, Musti, Abdi & Ahmed: Adrian Hosseinpour 

Davito: Malthe Emil Kibsgaard 

Jasper Puch: Mads Mikkelsen 

Yasmina: Tessa 

Brohr: Rasmus Bjerg 

Kenny & Rached: Branco

Sofie Linda: Sofie Linde 

Kenned: Jan Elhøj 

Birthe Neumann: Birthe Neumann

'Brohr' får biografpremiere den 24. september.

 

Nyeste film i biografen