Marvel-stjerne fik nej fra Disney 3 gange: Springer ud fra verdens næsthøjeste bygning i ny film

Marvels filmiske univers fortsætter i biografen denne uge, hvor flere antihelte modvilligt må arbejde sammen i actionbraget Thunderbolts*.
Filmen samler tidligere skurke og tvivlsomme allierede fra bl.a. Black Widow, Ant-Man and the Wasp: Quantumania og serien 'The Falcon and the Winter Soldier', der forenes for at bekæmpe et større onde.
I front står Florence Pugh tilbage i rollen som Yelena Belova, og skuespilleren etablerer sig i 'Thunderbolts*' for alvor som en actionstjerne med et James Bond-inspireret stunt, hvor hun springer ud fra verdens næsthøjeste bygning.
Det fortæller instruktøren Jake Schreier om, da Disney inviterede os til London for at møde Schreier og fem skuespillere fra den stjernespækkede rolleliste til en snak om den biografaktuelle Marvel-film.
Se hele videointerviewet nederst.
- Vi [Schreier og Lee Sung Jin, red.] ville have vores egen version af et Bond-stunt i begyndelsen af en actionfilm om depression. Så vi har en karakter på kanten af et tag, der snakker om at være et mørkt sted, og man kan forestille sig, at de tænker på noget mere alvorligt. Så hopper de, og faldskærmen bliver trukket, og det handler faktisk mere om kedsomheden ved deres job.
- Men vi ville virkelig gerne lave noget stort, så jeg spurgte Florence, hvordan hun havde det med højder. Og hun svarede, at hun elsker højder.

Instruktøren kunne dog ikke selv bede Pugh om at udføre stuntet. Det var et projekt, som hun selv måtte påtage sig - og det gjorde skuespilleren i den grad, fortæller Schreier.
- Hun ville ikke lade den dø. Jeg tror, Disneys sikkerhedsafdeling sagde nej tre gange, før vi fik det gjort.
Schreier fortæller yderligere, at stuntsekvensen er uden klipning, og publikum oplever derfor Pughs frygtløshed lige inden, hun udfører en af de mest livstruende handlinger overhovedet.
- Jeg tvivlede aldrig [på stuntet, red.], fordi hun er så dedikeret til sin præstation, at så snart hun stod i den position, så vidste jeg, at hun ville gøre det.
Udover Florence Pugh ses også Sebastian Stan tilbage som Bucky Barnes, David Harbour som Red Guardian, Wyatt Russell som U.S. Agent, Hannah John-Kamen som Ghost og Olga Kurylenko som Taskmaster.
Derudover møder vi også Lewis Pullman i rollen ved navn Bob.
Thunderbolts* kan ses i biografen nu.