Ny dansk film brager igennem – og er nu solgt til USA

'Begyndelser' er i biografen nu
Begyndelser
(© Scanbox)

Livet er skrøbeligt og kan på et splitsekund tage en livsomvæltende drejning. Det er præmissen i Jeanette Nordahls Begyndelser der havde premiere den 15. januar 2026 – og det danske drama hitter både herhjemme og globalt.

Filmen er blevet taget varmt imod af de danske filmanmeldere, der har kvitteret med fire og fem stjerner, og publikum ser ud til at være mindst lige så begejstrede. Filmen har på under en uge allerede rundet 50.000 solgte billetter.

Og det er ikke kun herhjemme, at kærlighedsdramaet vækker opsigt. 

Efter filmens verdenspremiere på Berlinalen sidste år har også et amerikansk medie fået øjnene op for Nordahls drama. Vi har tidligere skrevet om, at det amerikanske medie Variety fremhæver hovedrolleindehaverne Trine Dyrholm og David Denciks skuespilpræstationer – og nu rejser fortællingen over Atlanten. Den er nemlig blevet solgt til USA. 

Distributionsaftalen for det nordamerikanske marked er indgået med Cineverse, som tidligere har haft Oscar-nominerede dokumentartitler som 'The Invisible War', 'Waste Land' og 'Hell and Back Again' i kataloget.

Men USA er langt fra filmens eneste stop. 'Begyndelser' er allerede sikret distribution på en række markeder, bl.a. Polen, Slovenien, Bulgarien, Spanien, Australien, New Zealand, Grækenland, Ungarn og Estland.

I den biografaktuelle film møder vi Ane og Thomas, der står midt i en skilsmisse – lige indtil en blodprop i hjernen rammer Ane og vender alt på hovedet. Pludselig suges de begge ind i et limbo af uvished, hvor hverdagens planer og roller krakelerer, og ingen ved, hvad der venter på den anden side.

Filmen er et rørende og livsbekræftende kærlighedsdrama om, hvad der sker i en familie – og i et parforhold – når livsbanen for ét af medlemmerne ændrer kurs fra det ene øjeblik til det næste.

Vi har interviewet de to hovedroller. Læs og se mere om det her.

'Begyndelser' kan ses i biografen nu – find traileren herunder.

Nyeste film i biografen