Ny Dumbledore-skuespiller bekræfter: Skal være med i Harry Potter-serie

For små to uger siden kunne vi skrive, at den første skuespiller til den nye Harry Potter-serie var tæt på at være på plads.
Det drejede sig om rollen som troldmanden Dumbledore. Nu er det så officielt: John Lithgow skal udfylde den ikoniske rolle som Hogwarts' rektor.
Den amerikanske skuespiller har selv bekræftet castingen overfor Variety, hvor han også kommer med sin første udtalelse:
- Det kom som en total overraskelse for mig. Jeg fik telefonopkaldet, da jeg var til Sundance Film Festival, og det var ikke en nem beslutning, fordi det kommer til at definere det sidste kapitel af mit liv, er jeg bange for. Men jeg er også meget spændt!
Den 79-årige skuespiller fortsætter:
- Nogle vidunderlige mennesker har kastet deres opmærksomhed på Harry Potter igen. Det er derfor, at det har været sådan en svær beslutning. Jeg vil være omkring 87 år, når vi holder afslutningsfesten, men jeg har sagt ja.
Den ikoniske troldmand Dumbledore er en vigtigt karakter i de populære fantasyfilm og -bøger om Hogwarts og er indtil videre blevet portrætteret af tre forskellige skuespillere før.
Først af Richard Harris og senere af Michael Gambon i den originale filmserie - og senest af Jude Law i en yngre udgave af Dumbledore i Fantastic Beasts-filmene.
John Lithgow bliver den første amerikaner til at iklæde sig Dumbledores lange hvide kåbe. Han er dog ikke uvant med at spille ikoniske britiske roller.
Tidligere har man kunnet se ham som Winston Churchill i Netflix-serien 'The Crown'. En rolle, som skaffede ham endnu en Emmy til den i forvejen enorme samling af priser.
John Lithgow har et imponerende CV, der tæller alt fra Terms of Endearment til skurk i Sylvester Stallone-filmen Cliffhanger, mens han på seriefronten har gjort det som seriemorder i 'Dexter'.
Senest har man kunnet se ham i pavedramaet Konklave, som bl.a. er Oscar-nomineret i kategorien Bedste film.
Selvom Harry Potter-serien igen kommer til at handle om drengen med det skæbnesvangre ar i panden, vil serien efter sigende dykke endnu dybere ned i J.K. Rowlings bøger, der er nogle af de mest solgte i verden.
Optagelserne til serien forventes at starte til sommer, hvorfor flere casting-nyheder fra Harry Potter-universet formentlig snart bliver afsløret.
Harry Potter-serien er sat til at få premiere på Max i slutningen af 2026 / starten af 2027.









