Ny film går helt tæt på dansk musiker og kunstner: Når facaderne krakelerer

'Jenny - en historie om Lydmor' har biografpremiere den 16. april
Jenny - en historie om Lydmor
(© CPH:DOX)

Lydmor er en markant skikkelse på den danske kulturscene. Hun har turneret verden rundt med sin elektroniske pop, komponeret musik til både teater og film, markeret sig som debattør og radiovært samt høstet ros som forfatter.

Hun kaster sig med andre ord frygtløst ud i det ene ambitiøse kunstprojekt efter det andet. Samtidig peger hun på sexisme og ulige magtstrukturer i kulturbranchen og insisterer på sin ret til at fylde, skabe og tage verden med storm.

Men når hun træder ned fra scenen, er hun Jenny Rossander. Hvem er hun, når hun står i rampelyset - og hvem er hun, når hun træder ud af det?

Det undersøger den nye dokumentarfilm Jenny - en historie om Lydmor, der har biografpremiere den 16. april. Se traileren for filmen nederst i artiklen. 

Dokumentaren går helt tæt på kunstneren bag kunstnernavnet. Her falder maskerne, facaderne krakelerer, og vi møder Jenny som både menneske og skaber. 

Instruktøren Sebastian Cordes fortalte ved Filminstituttets arrangement Film på Vej, at han havde en klar forestilling om, at "Jenny er sårbar. Lydmor er usårlig." Men efterhånden som projektet udviklede sig, stod det klart, at billedet ikke var helt så sort-hvidt.

Dokumentaren følger Jenny, mens hun skaber to dybt personlige værker: albummet 'Nimue' og bogdebuten 'Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen'.

Med musik og ord tager hun ejerskab over sin egen fortælling og bearbejder sine erfaringer som hemmelig elskerinde til en ældre, magtfuld mand. Et forhold, der efterlod hende desperat og psykisk nedbrudt.

Hun håber, at processen vil give hende en følelse af forløsning og styrke. Men undervejs begynder tvivlen at nage.

Pludselig stiller Jenny spørgsmål ved sine egne motiver og må endnu en gang konfrontere skyld, skam og moralske kvaler - følelser, hun som feministisk kunstner ellers har kæmpet hårdt for at frigøre sig fra.

Filmen følger kunstneren gennem fem år og viser både den utrættelige skabertrang og den pris, det kan have at bruge sit eget liv som kunstnerisk materiale.

Vi følger hende mellem musikstudier, hjemmet og tætpakkede spillesteder, mellem selvsikkerhed og sårbarhed, mellem eufori og sammenbrud.

Instruktøren sætter også sig selv på spil i dokumentaren. Undervejs blomstrer kærligheden nemlig mellem ham og Jenny, og de bliver kærester.

'Jenny - en historie om Lydmor' tegner et portræt af, hvad der sker, når kærlighed, kunst og ambition smelter sammen - og når kameraet ikke bare observerer, men bliver en del af det liv, det skildrer.

Under filmfestivalen CPH:DOX vises dokumentaren to gange. Den 17. marts får filmen en særlig visning på Bremen Teater, hvor Lydmor efterfølgende opfører hele sit album 'Nimue' sammen med et kor på 45 personer samt foley-kunstneren Cathrine Le Dous.

'Jenny - en historie om Lydmor' har almindelig biografpremiere den 16. april.

Se filmens trailer herunder:

Nyeste film i biografen