Ny film hitter i de danske biografer: Årets bedste åbning for en gyser
Gyser-thrilleren Trap fik dansk premiere i torsdags, og i sin første weekend har den solgt 7.098 billetter i de danske biografer.
Billetsalget giver filmen årets største åbningsweekend for en gyser målt på både billetter og omsætning. Dermed slår den bl.a. A Quiet Place: Day One, der åbnede med 6.166 billetter i juni.
'Trap' er den nyeste film fra instruktøren M. Night Shyamalan, der er kendt for sine mange twists og uforudsigelige historier. Tænk bare på Den sjette sans, Unbreakable og Signs. 'Trap' er ingen undtagelse, og den har en velspillende Josh Hartnett i hovedrollen som seriemorder til popkoncert.
'Trap' åbner med flere solgte billetter i Danmark end selv kæmpesuccesen Smile, der åbnede med 5.841 billetter i 2022, men endte med at sælge over 130.000 i de danske biografer. Det var også en helt særlig verdensomspændende sensation, der fik umådelig god word-of-mouth og derved bare blev ved med at sælge billetter over en lang periode.
Hvorvidt 'Trap' kan gøre 'Smile' kunsten efter, må tiden vise. Filmen har stadig til gode at få premiere i hjemlandet USA, hvor den åbner i denne uge.
Instruktøren har i øvrigt afsløret, at 'Trap' er baseret på en virkelig hændelse ved navn "Operation Flagship", som fandt sted i 1985. Her fik adskillige eftersøgte flygtninge tilbudt en gratis NFL-billet og chancen for at vinde tur til Super Bowl med alt betalt.
Det viste sig dog, at det hele var en politiaktion.
- Betjene var rent faktisk klædt ud som cheerleaders og maskotter. De her gutter dansede, da gæsterne kom ind. Og de blev alle fanget. Det er så skørt og sjovt, forklarer Shyamalan til Empire.
NFL-kampen er blevet erstattet med en koncert, og de eftersøgte flygtninge er omdannet til en seriemorder i filmen, som instruktøren selv har kaldt "Hvad nu hvis 'Ondskabens øjne' skete til en Taylor Swift-koncert?" Det kan du læse mere om her.
'Trap' er aktuel i de danske biografer. Køb dine billetter her på kino.dk.