Ny film om Batman-skurk bliver rendyrket gys: Dansker på rollelisten

Se den første teaser-trailer nu
Clayface
(© Warner Bros.)

Skurken Clayface har været en bestandig del af Batman-universet siden, at karakteren blev skabt i 1940, der i sin første inkarnation var en B-skuespiller, som begyndte at udfører kriminalitet som en af de horror-figurer, han havde spillet.

Nu venter karakterens allerførste solofilm, der passende har titlen Clayface.

Den første teaser-trailer er netop landet, hvor vi ser et body horror-mareridt udspille sig til tonerne af 'Do You Realize??' fra The Flaming Lips.

I samme ombæring har Warner Bros. også afsløret, at dansk-svenske David Dencik får en rolle i Hollywood-filmen. Karakteren er endnu ukendt, men udenlandske storfilm er ikke noget nyt for Dencik, der allerede har titler som Tinker Tailor Soldier Spy og Bond-filmen No Time to Die på CV'et.

Se teaser-traileren nederst i artiklen.

I den officielle beskrivelse lyder det, at 'Clayface' vil følge en fremadstormende Hollywood-stjernes skræmmende nedtur og udvikling til et hævngerrigt monster.

Clayface er aliaset for Matt Hagen, en skuespiller hvis ansigt bliver vansiret, og som i desperationen over sin situation opsøger forskeren Dr. Caitlin Bates, som forvandler hans krop til ler.

Det første kig afslører, at der venter en del kropslig horror, som vi kender det fra body horror-mesteren David Cronenberg - formentlig tilsat temaerne fra den ligeledes blodige The Substance fra 2024.

Det er således også to erfarne herre inden for gysergenren, som står bag den nye DC-film. Manuskriptet er nemlig forfattet af Mike Flanagan (The Haunting of Hill House), mens instruktørposten varetages af James Watkins (Eden Lake, Speak No Evil).

Titelrollen indtages af Tom Rhys Harries, der får følgeskab af bl.a. Naomi Ackie, Max Minghella og Eddie Marsan samt førnævnte danske David Dencik.

'Clayface' får biografpremiere den 22. oktober.

Nyeste film i biografen