Ny film om Hollywood-stjernen Oscar Isaac blev langt mere personlig end planlagt

Elvira Lind er dansk dokumentarist. Hun er mor til to og bosat i USA. Og så har hun en ganske usædvanlig mand, som hendes nye dokumentar 'King Hamlet' handler om – nemlig Hollywood-skuespilleren Oscar Isaac (Drive, Ex Machina, Dune: Del 1).
Filmen, der får premiere på CPH:DOX, følger den guatemalansk-amerikanske skuespillers forberedelser til rollen som Hamlet i en moderne live performance af Shakespeare-dramaet på Public Theater i New York. En intens periode i Isaac og Linds liv, der bød på alle følelsespalettens farver: Glæde. Sorg. Ensomhed. Accept. Passion.
Året er 2017, og parret venter deres første barn, Eugene, som Elvira er højgravid med. Samtidig lægger Isaacs mor på sit dødsleje. To skæbnesvangre realiteter, der kommer til at forme dokumentaren i en langt mere personlig og selvinddragende retning, end Lind egentlig havde sat sig for.
- Det havde været ret voldsomt at miste Oscars mor. Vi havde lavet hjemmehospice til hende, og det var virkelig intenst. Vi havde slet ikke nået at forberede os på, at vi skulle blive forældre rigtigt. At filme blev sådan en måde at fordøje virkeligheden på, tror jeg; få det hele en smule på afstand og holde fast til noget, jeg kendte, fortæller Elvira Lind, da vi møder dokumentaristen til et interview.
Se traileren til dokumentaren nederst i artiklen

Kom tættere på end planlagt
Lind beskriver sig selv som en passioneret filmskaber, der tit finder emner i USA, som hun behandler med sin egen danske optik: en observerende, ikke-intervenerende tilgang, som uden filtre bringer os tæt på de mennesker, hun følger, og fortæller sin historie igennem.
En tilgang, hun praktiserede i portrætterne 'Songs for Alexis' og Bobbi Jene – og som det nye værk egentlig også skulle have været formet efter. Men med de enorme livsforandringer, der indtraf midt i processen, indså hun, at hun var nødt til at involvere Oscar og sig selv mere privat i filmen med de nye roller, de pludselig stod i. Som moderløs. Og som forældre.
- Jeg var nødt til at finde al mit mod frem til at turde lave den her film, der gik så tæt på mit eget liv og så tæt på ham. Man er nødt til nogle gange at bukke sig lidt for, hvad der er den bedste film, som man har i sit materiale.
Instruktøren fortæller, hvordan Oscars arbejde på Hamlet og hendes proces med at optage hans fortabelse i selvsamme rolle blev et anker for dem hver især at læne sig op ad og finde mening i, i en følelsesmæssigt turbulent tid. Og at det var noget af et kompromis for dem begge at lukke publikum så tæt ind i deres privatliv, som det blev til i sidste ende.
- Det føltes meget sårbart for Oscar, at folk skulle se ham være i proces. Hvordan han kæmpede med arbejdet. Det blev jo meget sådan noget med at behandle sin sorg midt i at stå med det her meget ekspressive materiale, og de udfordringer, der var forbundet med det. Det hele blev bare skubbet så hårdt fra alle sider.
- Alt var så nyt, og det var sådan lidt skræmmende at stå i. Og særligt fordi, at han forsvandt ret meget ind i det her teaterstykke. Så det kunne nogle gange godt være ensomt med sådan et lille barn på armen. Jeg var vant til at have det andet barn på armen – altså "filmbarnet". Så der var på en måde noget tryghed i at kunne læne sig ind i det.

Father, king, husband
"Når et lys slukkes, tændes der et nyt", lyder et omkvæd fra et stort og efterhånden ældre Nik & Jay-hit. En lignende følelse, man sidder tilbage med, efter at have set Elvira Linds nye dokumentar.
Morens bortgang skildres på rørende vis med en scene, hvor man sidder med til bords med familien Isaac. Oscars bror beder en smuk bordbøn, hvor han beder Gud om styrke og takker ham for at have taget godt imod deres mor. Man får fornemmelsen af accept; hun er et godt sted – og et nyt kapitel kan nu begynde.
Kort før morens bortgang bliver Oscar og Elvira gift ved en uformel ceremoni på en tagterrasse i New York. Og ikke lang tid efter kommer lille Eugene til verden – en hændelse, der på mange måder bliver udslagsgivende for filmens tematik: Overgangen fra ét stadie til et andet.
I Shakespeares originale fortælling om Hamlet bliver the prince of Elsinore aldrig konge – selv ikke efter hans far, Kong Hamlet, myrdes af sin bror, Claudius. Alligevel har Elvira valgt, at værket, der delvist følger hendes mands proces med at finde ind til karakteren Prins Hamlet, skulle hedde 'King Hamlet'.
Ligesom Hamlet måtte lide over tabet af sin far, måtte også Oscar igennem en lignende proces med sin mor. Men mens Shakespeares Hamlet forbliver i en tilstand af sorg og indædt vrede mod sin onkel, som han tager med sig i graven, skildrer dokumentaren en Oscar Isaac i transformation – en mand, der bliver noget andet, end det, han var før.
- Der var noget i det der med at blive far. Og det er rigtig; han (Oscars Hamlet, red.) bliver jo aldrig konge. Men Oscar bliver far til en søn, og vi kalder ham Little Hamlet. Måske handler det i virkeligheden mere om, hvornår man selv ligesom bliver "King" og kan fylde den rolle ud i sit eget liv, forklarer Elvira Lind.

Alvor kørt ind med venskab og leg
Hjemme i Danmark sidder Elvira med sin klipper og producer, for at finde ud af, hvordan de skal gribe alt det meget personlige materiale an, hun i løbet af de sidste mange måneder har filmet af sin mand, sig selv, og deres fælles rejse i en på mange måder udfordrende periode af deres liv.
- Jeg ville egentlig gerne lave en film, der handlede om venskaber, og hvordan det kan være svært i en produktion. Jeg kan huske, at jeg snakkede med min producer om, at det kunne være sjovt at lave en dokumentar-komedie – om teater og behind-the-scenes. Og så tog det jo altså bare en drejning.
Men selv med den drejning, som Elvira henviser til, endte filmen alligevel et sted, hvor mange af de oprindelige visioner bestod. I filmen kommer vi ikke alene bagom Oscar Isaac, men også flere af hans kollegaer på Urban Theaters Hamlet-forestilling.
Heriblandt instruktøren og vennen Sam Gold, som Oscar studerede på dramaskole med. Men også flere af skuespillerne. I en scene ser vi Isaac og Hamlet-kollegaen Keegan-Michael Key (Wonka) idéudvikle på deres karakterer sammen – hvorefter de bryder ud i en kammeratlig fægtning, som var de to skolebørn, der leger musketerer i spisefrikvarteret.
I en anden scene ser man Isaac have en dyb og nærmest broderlig samtale backstage med skuespilleren Ritchie Coster (The Dark Knight), der spiller over for Oscar som onklen og kongedræberen Claudius. Coster har også mistet. En bror, hvis "strålende og smilende tilstedeværelse følger mig som en papegøje på skulderen", som Coster forklarer det.
- Jeg havde lyst til at lave den her film, fordi jeg rigtig godt kunne lide den måde, de her mennesker arbejder sammen på. Og jeg vidste, at det var den måde, de også ville gå i kødet på det. Det synes jeg på en eller anden måde bare gør det meget levende, fortæller Elvira.
- Man kan mærke dem rigtig meget i det, så de ligesom tør finde deres egen måde at være de her ikoniske roller på […] Selvfølgelig hjælper det også rigtig meget, at udover deres arbejde, så synes jeg også, at det er nogle rigtig vidunderlige folk at være sammen med.
'King Hamlet' havde premiere på CPH:DOX den 18. marts. Den 19. marts vil der være en særvisning af filmen på Grand Teatret i København med efterfølgende panel-talk, hvor Lind og Isaac selv deltager sammen med Paprika Steen og Lars Mikkelsen. Filmen kan opleves på CPH:DOX til og med den 22. marts.








