Ny filmfestival skal føles personlig: "Vi skal have blandet publikum og filmskaberne sammen"

Copenhagen Headliner Film Festival løber af stablen den 17.-24. juli
Bring Her
(© SF Studios / Bring Her Back)

Det er i år første gang, at den nye filmfestival Copenhagen Headliner Film Festival afholdes.

Filmfesten byder bl.a. på forpremierer af både danske og udenlandske film samt visninger af en række titler, der kun kan ses på det store lærred i forbindelse med festivalen. 

Hertil kommer tre forskellige samlinger af kortfilm under navnet Short Wonders 1, 2 og 3. 

Vi har stillet Jesper Isaksen, der står bag festivalen, et par spørgsmål om bl.a. ambitionerne for den nye festival samt tankerne bag de udvalgte film på programmet.

Se hele festivalens program nederst i artiklen. Alle visninger finder sted i Grand Teatret i København fra den 17. - 24. juli.

Mother's Baby
(© The Match Factory / Mother's Baby)

Hvad er de primære tanker bag festivalens valg af film?

- Først og fremmest er vi en international festival, så programmet skal afspejle dette, hvorfor vi søger efter titler fra hele verden, fortæller Jesper Isaksen og uddyber:

- Dernæst er en del af festivalens profil en skarp kurratering, hvilket betyder, at der skal kigges relativt mange film igennem for at finde dem, der både har kvalitet, men som også repræsenterer forskellige historier og forskellige kulturer.

- Vi skal naturligvis finde en balance mellem mere mainstream film og de små festivalperler. Vi kan ikke kun været arthouse, men skal ramme et bredere publikum også. 

Eddington
(© Nordisk Film)

Hvad er ambitionen med festivalen?

- Selvom det tager tid at bygge en stærk festival op, så skal vi være en del af det festivalnetværk, der løfter arven efter CPH:PIX, som var den helt store spillefilmsfestival i København.

- Derudover er ambitionen at blive kendt for en skarp kurratering og spændende Q&A's, som hedder Headliner Talks hos os, lyder det fra grundlæggeren af den nye festival.

- Vores ambition er også at bibeholde en dedikeret og personlig kommunikation mellem teamet og filmskaberne. En respekt, kærlighed og ikke mindst ærlighed overfor både filmskaberne og deres film.  

Satu - Year of the Rabbit
(© Jawbreaker Films / Satu - Year of the Rabbit)

Hvad håber du publikum vil tage med sig fra Copenhagen Headliner Film Festival?

- Først og fremmest nogle gode filmoplevelser. Gerne film, som ikke kan ses andre steder end hos lige netop os. Det kan både være snigpremierer og film, der ikke kommer i distribution i Danmark.

- Vi skal have blandet publikum og filmskaberne sammen, så vi forhåbentlig opnår en fed synergi. De publikummer, der tager til en filmfestival, træffer et aktivt valg om dette, især midt i sommerferien, som er lidt et sats, vi klart skal have evalueret på, men som har potentiale.

- Festivalen skal føles personlig og ikke som et distancerende og uvedkommende event, lyder det afsluttende fra Jesper Isaksen.

Se festivalens program nederst i artiklen.

Deaf Lovers
(© Antipode Sales and Distribution / Deaf Lovers)

Nyeste film i biografen