Ny Harry Potter-serie kan have fundet sin Snape
Med et par år til udgivelse er de første rygter om castingen af den nye serie om J.K. Rowlings populære troldmandselev, Harry Potter, begyndt at tikke ind.
Rollerne skal fordeles, og selvom intet officielt er meldt ud, synes The Hollywood Reporter at have fået et scoop. De melder nemlig, at der er fundet en favorit til rollen som eliksirprofessoren Severus Snape.
Paapa Essiedu er skuespilleren, som nævnes i THR's artikel, og hvis ikke hans navn siger dig så meget, gør serierne 'I May Destroy You', 'The Lazarus Project' og 'Gangs of London' måske. Især rollen som Kwame i førstnævnte tv-serie har betydet en vis eksponering for skuespilleren, der også blev nomineret til Emmy for den.
Den 34-årige Essiedu havde også en rolle i filmen Men af Alex Garland fra 2022.
Uanset hvem der kommer til at skulle spille Snape vil vedkommende stå overfor en vanskelig opgave. Den afdøde skuespiller Alan Rickmans portræt af den mystiske Snape er blandt de mest vellykkede ting i filmene fra 2001-2011 og en kæmpe favorit blandt fans.
For nyligt har der desuden været rygter om, at Mark Rylance skulle være favorit til at spille Hogwarts-rektoren Dumbledore, og senest har Voldemort-skuespilleren Ralph Fiennes udtalt, at han gerne så Oppenheimer-stjernen Cillian Murphy overtage rollen som Harrys nemesis.
Harry Potter-serien forventes at få premiere på streamingtjenesten Max i 2026.