Ny international 2. Verdenskrigs-film har dansk stjerne i front: "Et nyt pust til genren"
Stjerneskuddet Lucas Lynggaard Tønnesen er for alvor på vej frem i disse år, hvor den 23-årige skuespiller bl.a. har haft roller i danske succeser som 'The Rain' og 'Borgen' samt den internationale Netflix-serie '1899'.
Tønnesen kan desuden opleves i biografen lige nu, som den yngre udgave af Thure Lindhardts karakter i Hammarskjöld.
Danskeren har nu tilføjet en langt større rolle til CV'et i den internationale 2. Verdenskrigsfilm Desperate Journey, som for nyligt blev offentliggjort, hvor Tønnesen spiller hovedkarakteren Freddie Knoller overfor bl.a. også danske Clara Rugaard.
Filmen er baseret på den virkelige historie om den unge mand, der bliver nødt til at flygte fra Wien efter nazisternes magt tager til.
Det er første gang, at Lucas Lynggaard Tønnesen spiller en karakter, der er baseret på en virkelig person.
Vi fik lov til at stille skuespilleren nogle spørgsmål efter offentliggørelsen af 'Desperate Journey', hvor danskeren beskriver, at opgaven havde ekstra tyngde:
- Jeg kan mærke, at det er en anden form for pres, forklarede Tønnesen.
- Freddie Knoller var en mand som få, der overlevede 2. Verdenskrig og nazi-invaderingen tilbage i 1940'erne. Hans karakter var fuldstændig vidunderlig og fuld af liv.
- Så for mig var det rigtig vigtigt at indfange lige præcis den essens, som han levede for.
Skuespilleren fortæller herudover, at den virkelige Freddie Knoller døde i 2021, og at han derfor aldrig fik mulighed for at møde ham. Til gengæld var flere af Knollers familiemedlemmer til stede under optagelserne.
- Jeg var så heldig at møde hans datter og barnebarn under optagelserne på filmen. De var super støttende, og Freddies datter Susie var meget glad for, at jeg skulle portrættere hendes far. Så det betød utrolig meget for mig under processen at få at vide.
Lucas Lynggaard Tønnesen fortæller videre, at det har været en vild og anderledes oplevelse at arbejde på 'Desperate Journey'. Til det uddyber han:
- Jeg tror, det er en fin blanding af mange forskellige faktorer, der spiller ind.
- Vi ser alt igennem Freddie, min karakters øjne, så jeg er med i hver eneste scene i filmen. Hvilket gør, at man skal bevare en hvis energi på sådan en 12-timers dag hele vejen i gennem. Det har været pissefedt, men utrolig hårdt, afslutter danskeren med et grin.
Filmens instruktør, den Emmy-vindende Annabel Jankel, har tidligere udtalt sig virkeligt rosende om Tønnesens hovedrollepræstation. Her sagde hun:
- Lucas Lynggaard Tønnesen begejstrede os dagligt med sin præstation, da han voksede ind i og fuldt ud legemliggjorde den unikke karakter, der var Freddie Knoller.
Den 23-årige skuespiller udtrykker stor glæde overfor sin instruktørs udtalelser, mens han udpeger sin væsentligste prioritering i rollen.
- Det blev jeg selvfølgelig helt vildt glad for at høre. For mig var den vigtigeste ting ved den her rolle at vise Freddies værd og portrættere ham på den måde, han fortjener.
Tønnensen fortæller uddybende, at han fik rig mulighed for at dykke ind i karakteren gennem sin research.
- Forberedelsestiden var guld værd. Jeg fik lov til at se Freddies testamente, som er delt ind i kapitler på flere timer, hvor han fortæller om sit liv og rejse gennem krigen.
- Det gav et rigtig smukt indblik i, hvem han var, og hvordan han vil leve videre i minder og forhåbenligt inspirere fremtidige generationer. Da hans historie er en af de mange, vi aldrig må glemme.
Afslutningsvis kunne danskere afsløre, hvad publikum kan se frem til i den kommende thriller:
- Filmen er et nyt pust til genren, som jeg er sikker på, at publikum kommer til at nyde.
'Desperate Journey' har endnu ingen premieredato, og vi ved ikke, om den får dansk biografpremiere.