Ny katastrofefilm vil indeholde "en af de vildeste action-scener nogensinde"

Twisters-hovedrolle afslører
Twisters
(© Twisters / Warner Bros.)

Glen Powell er her, der og alle vegne disse år, hvor han allerede har trukket publikum i biografen med både rom-com hittet Anyone But You og den aktuelle Hit Man.

Efter førnævnte film og sin rolle i storfilmen Top Gun: Maverick må Powell siges at være en af Hollywoods største nye stjerner. Og denne sommer vender skuespilleren igen tilbage i et actionbrag med katastrofefilmen Twisters.

I et interview med Fandango har Powell nu afsløret, at 'Twisters' har en af de mest utrolige actionscener - nogensinde. Filmen har nemlig gjort stor brug af praktiske effekter, hvilket ifølge skuespilleren har givet pote.

- Der er en sekvens i filmen, som jeg tror kommer til at blive en af de mest utrolige action-sekvenser nogensinde.

- Det blev optaget over én omgang, og jeg mener, at vi skød det i december med en regnmaskine. En af de koldeste nætter, jeg har oplevet, trukket gennem en pool med en line, uddyber Powell.

'Twisters' er en fortsættelser til Twister fra 1996, der havde Bill Paxton og Helen Hunt i front. Denne gang overtager Glen Powell og Daisy Edgar-Jones rollerne som tornadojægere.

Actionfilmen følger Kate, der hjemsøges af et ødelæggende møde med en tornado, og som derfor nu studerer stormmønstre på skærme sikkert i New York City.

Da hun krydser veje med Tyler Owens, en charmerende og hensynsløs SoMe-stjerne, teamer de op for at forsøge at forudsige og muligvis tæmme tornadoers voldsomme styrke.

I forsøget på at fange oplevelsen af faktisk at blive fanget af en tornado, har filmens instruktør Lee Isaac Chung (Minari) forsøgt at gøre action-scenerne så virkelige som muligt.

Om den process fortæller Powell:

- Det her var måske den mest fysiske ting, jeg nogensinde har lavet. Vi snakker vitterligt om, at mennesker bliver suget ind i en tornado. 

- Du gengiver, hvordan det er at blive ramt af vragrester og alt sådan noget. Så du ser rigtige stuntmænd blive suget op i luften, og du ser lastbiler bliver trukket rundt, og du hopper ned i en pool og bliver trukket afsted. Det er en fuld fysisk oplevelse.

'Twisters' får dansk biografpremiere den 17. juli.