Ny Pixar-film får årets største åbningsweekend i biografen
Da vi talte med Pixar-chef Pete Docter om, hvilken følelse i Inderst inde 2, der var den vigtigste, var svaret Glæde. Og glade er de uden tvivl hos animationsstudiet, der har haft premiere i weekenden.
'Inderst inde 2' er åbnet i USA med 155 mio. dollars i indtjening. Dermed får den årets klart største premiereweekend i biografen foran Dune: Del 2 (82,5 mio.) og Godzilla x Kong: The New Empire (80 mio.).
Faktisk skal vi helt tilbage til Barbie for et år siden for at finde en bedre åbningsweekend i de amerikanske biografer. Fænomenet åbnede dengang med 162 mio. dollars.
Forud for premieren på 'Inderst inde 2' var estimatet, at filmen ville åbne i omegnen af 80-90 mio. dollars. Etterens åbningsweekend landede nemlig på 90,4 mio. dollars, hvorfor forventningerne lå på det niveau.
Dermed overperformede filmen markant, og på verdensplan åbnede den med hele 295 mio. dollars. Vi afventer de danske salgstal og opdaterer denne nyhed, når de kommer.
Premieren på 'Inderst inde 2' er en kæmpe sejr for biograferne, der har kigget nervøst hen mod sommerens filmprogram, efter en periode med svagt billetsalg. Med både gode tal til Bad Boys 4: Ride or Die og nu 'Inderst inde 2', ser det pludselig mindre alvorligt ud.
'Inderst inde 2' vender tilbage til den unge teenager Rileys sind, hvor hovedkvarteret pludselig står over for en nedrivning, der skal gøre plads til noget helt uventet: nemlig nye følelser!
Glæde, Frygt, Vrede, Afsky og Triste, som længe har drevet et velsmurt maskineri, ved ikke, hvad de skal mene, da karaktererne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed dukker op.
'Inderst inde 2' er aktuel i biografen. Køb dine billetter her på kino.dk.