Ole Bornedal sagde nej til millard-succes i Hollywood
Den selvbevidste gyser Scream blev en af 90'ernes mest definerende film. Den er som bekendt instrueret af gyserlegenden Wes Craven, men havde sol, måne og køkkenknive stået anderledes, kunne den meget vel være endt i hænderne på en dansk instruktør.
I 1994 var Nattevagten blevet et biografhit i Danmark, men gyseren havde også tiltrukket opmærksomhed udenfor landets grænser.
De berygtede Weinstein-brødre, som på det her tidspunkt er nogle af filmbranchens største producenter, sikrede sig rettighederne til den amerikanske genindspilning af 'Nattevagten' - og herigennem fik de kontakt til Ole Bornedal.
Bornedal endte med at instruere 'Nightwatch', som Hollywood-remaket hed - og han var i en lang periode meget tæt på film-brødrene.
Hele den historie fortæller Ole Bornedal bl.a. om i vores podcast med ham, hvor vi dykker ned i 'Nattevagten', den amerikanske genindspilning og den nye fortsættelse Nattevagten - Dæmoner går i arv, som kan ses i biografen nu.
Lyt med herunder eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):
I podcasten fortæller Bornedal om sit USA-eventyr og afslører bl.a., at han faktisk blev tilbudt at instruere 'Scream':
- Jeg skulle have lavet 'Scream', som jeg sagde nej til, hvilket Bob Weinstein altid efterfølgende grinte af og sagde: "Oh, he was the guy who turned down to film 'Scream'", som indtjente 485 millioner dollars - eller sådan et eller andet vanvittigt - og blev en af de største franchises i amerikansk film i nyere tid, fortæller danskeren og forklarer sit fravalg:
- Men jeg syntes, at det var et dårligt manuskript, og jeg synes heller ikke, at filmen var særlig god. Wes Craven gjorde det væsentligt bedre. Og så sendte de mig andre horror-manuskripter - og så kom Harvey Weinstein til sidst med et virkelig, virkelig godt manuskript skrevet af Ted Tally, som har skrevet 'The Silence of the Lambs', som hed 'The Rose', som foregik i 1800-tallets England i kulminerne, som var sådan en underlig thriller-suspense-story, som var virkelig god.
'The Rose' blev aldrig til noget. Til gengæld blev 'Scream' netop et kæmpe hit, der indtil videre har fem efterfølgere - hvoraf den seneste Scream 6 udkom i år - samt en tv-serie. En syvende Scream-film er i øvrigt også på vej.
Ole Bornedal er nu tilbage i Nattevagten-universet med den nye 2'er, som foregår små 30 år efter den danske original. Man følger nu Martins datter Emma, som dykker ned i sagen om den nekrofile seriemorder Peter Wörmer. Men det skulle hun aldrig have gjort...
'Nattevagten - Dæmoner går i arv' kan ses i biografen nu - find dine billetter her.