Oscar-instruktør er vild med dansk stjerne: Skriver hovedrolle til ham

Mere Hollywood til skuespilleren
'Sherlock'
(© 'Sherlock' / BBC)

Lars Mikkelsen er én af tre danske skuespillere, som har roller i den amerikanske Hollywood-film Frankenstein, instrueret af Oscar-vindende Guillermo del Toro. Og står det til den mexicanske mesterinstruktør er det ikke sidste gang, han og Mikkelsen arbejder sammen.

I anledning af den amerikanske premiere på filmen 'Frankenstein' fangede det danske medie Vi elsker serier Del Toro på den røde løber, hvor han dels roste Lars Mikkelsen i høje vendinger og dels afslørede et ønske om at give ham en hovedrolle i sin næste film.

– Han er en drøm at arbejde med. Alene hans ansigt … Det rummer så mange karakterer og nuancer. Faktisk er jeg ved at skrive en hovedrolle til ham i mit næste stop-motion-projekt, udtalte Del Toro til Vi elsker serier.

Hvorvidt der er tale om filmen 'The Buried Giant', ved vi ikke, men det kunne sagtens være. Filmen er nemlig stop-motion og en mørk fantasy-fortælling om et par, som tager på en rejse for at finde deres søn, som de ikke har set i et stykke tid, og som de faktisk ikke husker særlig godt.

Filmen har ingen premieredato, og der er pt. heller ingen skuespillere tilknyttet. Det er dog ikke først gang, Del Toro beskæftiger sig med stop-motion-animation, og han havde succes med sin genfortolkning af Pinocchio i 2022. 

Lars Mikkelsen har også tidligere levet stemme til animerede projekter, bl.a. som Grand Admiral Thrawn i flere Star Wars-serier.

Inden da kan man opleve Lars Mikkelsen i Del Toros 'Frankenstein', hvor også Oscar Isaac, Jacob Elordi og danskerne Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjelstrup spiller med. 

'Frankenstein' har begrænset biografpremiere, men kan ses i disse biografer på kino.dk.

Nyeste film i biografen