Overblik: Alt vi ved om den næste Avengers-film

Doomsday (og Robert Downey Jr) venter forude
Avengers: Age of Ultron
(© Disney)

Pas på! Denne artikel indeholder spoilers fra den biografaktuelle film Captain America: Brave New World. Du kan købe billetter til filmen her.

Er man blevet til efter rulleteksterne i 'Captain America: Brave New World', har man hørt Sam Wilson blive advaret om en trussel, der venter forude.

Marvel er nemlig i fuld gang med at forberede os på deres næste store superheltekomsammen, når Avengers: Doomsday får premiere i 2026.

Under Marvels Comic-Con-panel i juli 2024 blev det bekræftet, at de garvede Marvel-instruktører Joe og Anthony Russo vender tilbage til instruktørstolene på både 'Avengers: Doomsday' og den efterfølgende 'Avengers: Secret Wars'. Derudover gør Robert Downey Jr. comeback – dog ikke som Iron Man... denne gang som Doctor Doom.

Russo-brødrene overtager instruktørrollen fra Destin Daniel Cretton, der forlod filmen i november 2023.

I februar 2024 blev det rapporteret, at Marvel omarbejdede 'Avengers 5', og at den ikke længere ville bære titlen 'Avengers: The Kang Dynasty', som den ellers var annonceret som i førte omgang. Ændringen skete i kølvandet på Kang-skuespilleren Jonathan Majors fyring i 2023, da han blevet fundet skyldig i overfald og chikane.

Herunder giver vi et samlet overblik: Alt, hvad vi indtil videre ved om den kommende 'Avengers: Doomsday':

Hvornår har 'Avengers: Doomsday' premiere?

I juni 2023 blev 'Avengers: Doomsday' udsat af Marvel og er nu sat til at få premiere i biograferne den 30. april 2026.

Dette er en forsinkelse på et år fra den oprindelige premieredato den 2. maj 2025, og det har også medført, at efterfølgeren 'Avengers: Secret Wars' er rykket fra den 5. maj 2026 til den 6. maj 2027.

Der er endnu ingen officiel bekræftelse fra Marvel om, hvornår optagelserne til den nye film begynder, men Anthony Mackie, der spiller Sam Wilson, har udtalt, at de optager henover sommeren i år. Mens andre medier har nævnt marts/april som en mulig start for produktionen.

Iron Man / Captain America 4 / Hawkeye
(© Marvel Studios)

Hvem er med i 'Avengers: Doomsday'?

Lad os starte med den store nyhed, som nævnt tidligere: Robert Downey Jr. er bekræftet til at spille den ikoniske Marvel-skurk Doctor Doom i den kommende film.

Vi ved endnu ikke præcis, hvordan det vil fungere, men det ville ikke være en overraskelse, hvis denne Doctor Doom stammer fra den verden, hvor den kommende Fantastic Four-film, der har premiere til sommer, finder sted. Det er samtidig stadig uvist, om Victor Von Doom vil være en variant af Tony Stark.

Men hvem vil danne Avengers-holdet, der skal tage kampen op imod Doctor Doom?

Det oprindelige Avengers-hold er næsten helt opløst – bl.a. er Black Widow og Iron Man begge døde og Captain America i skikkelse af Steve Rogers er en gammel mand.

I 'Captain America: Brave New World' bliver Sam Wilson bedt af Thaddeus Ross om at genoprette The Avengers. Filmen slutter dog med, at Ross bliver fængslet i The Raft, så det er uklart, om den nye amerikanske præsident vil følge op på opfordringen. Men sået er plantet før den næste fase.

På Comic-Con i juli 2024 bekræftede Marvel-chefen Kevin Feige, at skuespillerne fra 'Captain America: Brave New World' og de kommende 'The Fantastic Four: First Steps' og Thunderbolts alle vil være involveret i de næste to Avengers-film.

Det kunne pege på, at den nye Captain America, Sam Wilson, kommer til at lede den nye version af Avengers. Men der er masser af andre helte, såsom Spider-Man, Ant-Man, Thor, Valkyrie, War Machine og Doctor Strange, der stadig befinder sig i MCU.

Måske kunne der endda være mere end ét Avengers-hold, da det ser ud til, at MCU har arbejdet på at opbygge en gruppe af såkaldte "Young Avengers".

Hailee Steinfelds Kate Bishop blev en del af MCU i Disney+-serien 'Hawkeye', og eftersom tv-serierne nu er en større del af universet end før, kunne det betyde, at de kan være med til at bane vejen for, at holdet bliver introduceret.

Steinfeld gentog sin rolle i slutningen af The Marvels, og Kamala Khan (Ms. Marvel) så bestemt ud til at være med til at opbygge de unge Avengers, så de kunne meget vel få en rolle at spille i den næste Avengers-film.

Det er uklart, hvem der præcist ellers vil være involveret i 'Avengers: Doomsday' – i hvert fald officielt. Det meste er kun gætterier - for nu.

Der har været rapporter om, at Chris Evans ville vende tilbage som Steve Rogers i den nye film, men han har afvist disse rygter. Hayley Atwell er også blevet rygtet til at vende tilbage som Peggy Carter, men har endnu ikke kommenteret på det.

Benedict Cumberbatch forvirrer også alle – måske med vilje – ved at sige, at Doctor Strange ikke vil være med i 'Avengers: Doomsday', men til gengæld vil optræde "en hel del" i Avengers: Secret Wars.

Kort efter udtalte Cumberbatch dog, at han alligevel er med i 'Avengers: Doomsday' – kun få dage efter sin tidligere kommentar – så hvem ved?

Brie Larson sagde sidste sommer, at hun ved "ting" om sit MCU-comeback, men gav ikke en egentlig bekræftelse på noget. Samtidig har Ryan Reynolds ingen idé om, hvorvidt han vender tilbage som Deadpool.

Det lyder dog som om, at Chris Hemsworths Thor vil optræde i en eller anden form – medmindre det var en fortalelse i hans interview med Wired i 2022.

Ant-Man and the Wasp 3
(© Marvel Studios)

Hvad vil ‘Avengers: Doomsday’ handle om?

Oprindeligt så det ud til, at Ant-Man and the Wasp: Quantumania ville etablere Kang som Marvels næste store skurk.

Den Kang, vi mødte i The Quantum Realm, som forsøgte at slippe tilbage til den normale virkelighed, blev dog tilsyneladende knust ihjel.

Men filmens mid-credit-scene afslørede et helt råd af Kangs, inklusive den virkelige hovedskurk, Immortus, som – efter at have tilkaldt "alle" Kangs – opildnede dem ved at sige: "De vil tage alt, hvad vi har bygget, så lad os stoppe med at spilde tiden."

Vi troede, at dette ville danne grundlag for den nye film, men med Majors’ exit og annonceringen af Doctor Doom ser det ud til, at 'Avengers: Doomsday' vil tage en helt ny retning i forhold til det, der var blevet opbygget.

Det er også muligt, at Marvel simpelthen har erstattet Kang med Doctor Doom, men at historien forbliver den samme.

Det eneste, vi virkelig ved, er, at filmen vil lede op til 'Secret Wars', og scenen for enden af rulleteksterne i 'Captain America: Brave New World' peger bestemt på historien fra tegneserierne, hvor forskellige verdener og deres versioner af Jorden bliver sat op mod hinanden.

Men da Doctor Doom er tæt tilknyttet The Fantastic Four, så kan vi nok antage, at filmen om superheltegruppen, der får premiere den 23. juli vil give os lidt flere svar.

'Captain America: Brave New World' kan fortsat ses i biografen.

Nyeste film i biografen