
Overraskende dansk duo møder hinanden i stor amerikansk serie
Pilou Asbæk får selskab
Tilbage i juni kunne vi skrive, at Pilou Asbæk havde landet endnu en central rolle i en unavngiven serie i det storanlagte Monsterverse fra Legendary Pictures og Warner Bros.
Serien udspiller sig i samme univers som Godzilla og Kong-filmene, og vil være centeret omkring den amerikanske agent Lee Shaw.
Karakteren Shaw blev introduceret i serien ‘Monarch: Legacy of Monsters’, hvor han blev spillet af Kurt Russell og sønnen Wyatt Russell i hhv. ældre og ung udgave.
Serien kørte i to sæsoner på Apple, og bliver nu overtaget af en ny serie, der har særligt fokus på den unge Lee Shaw spillet af Wyatt Russell.

Den amerikanske stjerne får selskab af førnævnte Pilou Asbæk - og nu er endnu en dansker blevet tilføjet rollelisten. Connie Nielsen har fået en rolle i monster-serien. Det skriver bl.a. Deadline.
Connie Nielsen har siden 90’erne været en etableret skuespiller i USA, hvor hun har medvirket i flere store Hollywood-film og -serier. Herunder bl.a. ‘The Devil's Advocate’, ‘Gladiator’ og ‘Wonder Woman’. Sjovt nok, har Nielsen spillet overfor Wyatt Russells far, Kurt Russell, i filmen ‘Soldier’ fra 1998.
Det vil være første gang, at Pilou Asbæk og Connie Nielsen medvirker i samme film/serie.