Perfekt til det allerførste biografbesøg: Populære børnebøger bliver til animationsfilm

De populære børnebøger om Lotte og Totte af Gunilla Wolde bliver nu til animationsfilmen Lotte & Totte - min første ven, der lander i biografen den 3. juli.
Den debuterende manuskriptforfatter og instruktør Mia Fridthjof har en ambition om at lave en film, der egner sig til alle de børn, som skal i biografen for allerførste gang.
Instruktøren fortæller i en pressemeddelelse:
- For mange børn er biografoplevelsen noget helt særligt - især deres allerførste møde med det store lærred. Gennemsnitsalderen for det første biografbesøg i Danmark er fire år, så det er vigtigt, at vi skaber lokale film, der taler direkte til de yngste børn.
Mia Fridtjof er selv mor til tre piger og har fundet stor inspiration i sine egne tre døtre. Som hun videre fortæller:
- Hverdagen er fyldt med små magiske øjeblikke og store følelser, som børn nemt kan spejle sig i. Jeg elsker familiefilm med flere lag, hvor både børn og voksne kan grine og blive rørt. Det har jeg forsøgt at skabe med 'Lotte & Totte - min første ven'.
Man finder desuden en række stærke stemmer bag karaktererne. Bl.a. Rasmus Bjerg som far, Marie Askehave som mor, Bodil Jørgensen som mormor og Mia Lyhne som læge, mens Smilla Fridthjof lægger stemme til Lotte og Bastian Lykke Raben til Totte.

Filmen om Lotte og Totte er som nævnt inspireret af Gunilla Woldes karakterer fra de mange billedbøger af samme navn, som flere generationer har nydt godt af i mere end 50 år.
I de gamle, originale bøger kender Lotte og Totte faktisk ikke hinanden, men Mia Fridthjof valgte tidligt i processen at skabe en ny fortælling, der introducerer børnene for hinanden og dykker ned i det første venskab.
Således handler animationsfilmen om de følelser og udfordringer, der opstår, når man får sin første ven.
'Lotte & Totte - min første ven' har biografpremiere den 3. juli.
