Pixar-hit er på vej til at blive den største animationsfilm nogensinde
Animationsfilmen Inderst inde 2 fik premiere for blot en måned siden, og er allerede den mest indtjenende film i Pixars lange og succesrige historie. Familiefilmen om Rileys mange følelser har nemlig passeret 1,25 mia. dollars på verdensplan.
Dermed har filmen overgået De Utrolige 2, som tidligere holdt studiets rekord med 1,24 mia. dollars globalt.
'Inderst inde 2' er efterfølgeren til Pixars populære film Inderst inde fra 2015, der indtjente 858 mio. dollars.
Filmen vender tilbage til Rileys sind, hvor store omvæltninger er på vej, hvor hun nu er blevet teenager. Hovedkvarteret skal pludselig ombygges for at gøre plads til noget helt uventet - nemlig nye følelser!
Glæde, Frygt, Vrede, Afsky og Triste, som længe har drevet et velsmurt maskineri, står pludselig over for deres hidtil største udfordring, da karaktererne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed dukker op.
'Inderst inde 2' har allerede indtjent 543,5 mio. dollars i USA, mens filmens internationale indtjening ligger på 708 mio. dollars.
Filmen har også været et stort hit i Danmark - allerede i premiereweekenden var hele 93.000 publikummer i biografen, hvilket gjorde den til den største åbning for en premierefilm i år. Og baseret på antal solgte billetter er det også den mest sete film i de danske biografer i 2024 indtil videre.
Pixar-filmen har dermed også taget pladsen som den fjerde mest indtjenende animationsfilm nogensinde, kun overgået af Frost (1,29 mia. dollars), Super Mario Bros. Filmen (1,36 mia. dollars) og Frost 2 (1,45 mia. dollars).
Da 'Inderst inde 2' altså kun har været i biografen i en måneds tid, hvem ved så om den kan gå hen og blive den største animationsfilm nogensinde? Det ser ud til at den er godt på vej!
'Inderst inde 2' er aktuel i biografen. Find dine billetter her på kino.dk.