Rollen som ikonisk vampyr drænede skuespiller fuldstændigt: "Jeg brugte hvert et hjørne af mig selv"
Historien om 1922-filmen 'Nosferatu' er ikonisk for alle os filminteresserede. Hvordan den tyske instruktør F. W. Murnau filmatiserede Bram Stokers roman 'Dracula' uden rettighederne fra forfatterens enke, og hvordan filmen ændrede både navne og flere pointpointer og derved redefinerede fortællingen om vampyren Dracula.
Den ekspressionistiske stumfilm er blevet en udødelig klassiker, der har været med til at etablere gysergenren, som vi kender den i dag. Og nu er den anerkendte instruktør Robert Eggers aktuel med en nyfortolkning af fortællingen i den biografaktuelle Nosferatu.
Vampyrrollen bliver denne gang spillet af den svenske stjerne Bill Skarsgård, der i 'Nosferatu' går under navnet Grev Orlok.
I forbindelse med premieren blev vi inviteret til Stockholm af filmens distributør UIP, hvor vi mødte Bill Skarsgård til en snak om den 34-årige stjernes nyeste rolle i en film, der har været 10 år undervejs. Og som skuespilleren fortæller, så var filmens opsætning og rolleliste helt anderledes dengang.
- Jeg blev oprindelig castet som Thomas Hutter [nu spillet af Nicholas Hault, red.] i filmen over for Anya Taylor-Joy for næsten 10 år siden. Og så skete der ting, og filmen faldt fra hinanden igen og igen. Mange år senere kontaktede Robert [Eggers, red.] mig så igen direkte omkring Orlok, fortæller Skarsgård.
- Det var virkelig spændende, fordi jeg kan huske, at da jeg blev castet som Thomas, der snakkede han med Daniel Day-Lewis om den rolle.
Bill Skarsgård har i et andet interview uddybt og fortalt, at både Willem Dafoe og danske Mads Mikkelsen faktisk også var på tale til rollen som Grev Orlok for 10 år siden.
- "Hvis du ikke kan få Daniel, er der altid Bill," jokede skuespilleren grinende.
- Så det var både meget flatterende og på samme tid meget frygtindgydende.
I filmen fra 1922 bliver vampyren spillet af den tyske skuespiller Max Schreck, der eftersigende benyttede sig af teknikken method acting, hvor en skuespiller forbliver i sin karakter, når kameraet slukker. Det vil sige, at Schreck har opført sig som gruopvækkende vampyr både foran og bagved kameraet under optagelserne på den originale 'Nosferatu'.
Skarsgård fortæller, at han ikke selv ville kunne holde til den slags involvering med rollen som Orlok.
- Jeg er ikke en method-skuespiller. Jeg synes, der er nogle virkelig gode ting omkring den proces, som er brugbare. Men jeg er meget bevidst om den illusion, som vi skaber.
- Med Orlok var han så emotionelt drænende og fysisk drænende, at jeg havde brug for hvert eneste hjørne af mig selv for at være ham bare foran kameraet. Hvis jeg prøvede at opretholde det væk fra kameraet, tror jeg ikke, præstationen havde været lige så intens. Jeg var blevet alt for udmattet.
Den svenske stjerne dedikerede da også mellem tre og seks timer hver dag til sin transformation til Orlok, mens han har sænket og ændret sin stemme betydeligt for rollen.
'Nosferatu' instrueres af den anerkendte filmskaber Robert Eggers, der slog igennem med debutfilmen The Witch i 2015. Skarsgård fortæller, at han har været fan af instruktøren lige siden da.
- Jeg var stor fan af Roberts første film, 'The Witch', og jeg mødte ham efter den bare til et generelt møde. Og jeg følte mig virkelig forbundet med ham og det, han stod for. Han føltes som min ligemand.
- Han var en ung filmskaber, og han var så specifik i sin tilgang til film, hvilket føltes meget nyt for mig. Selvom det selvfølgelig faktisk ikke er det. Han er som Kubrick og Hitchcock. Han er en auteur, der ikke går på kompromis og er dedikeret til sin vision.
Udover Bill Skarsgård byder rollelisten også på navne som Lily-Rose Depp, Aaron Taylor-Johnson, Nicholas Hoult, Emma Corrin og ikke mindst Willem Dafoe, der tidligere har medvirket i Eggers' film The Lighthouse og The Northman.
'Nosferatu' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på kino.dk.