Rygte: Mads Mikkelsen er blevet tilbudt ny mega Hollywood-rolle
Jungletrommerne har i flere uger lydt på, at en større omvæltning af Marvels filmiske univers MCU venter forude.
Efter tidligere at have opnået massiv succes har de seneste projekter fra MCU ikke nydt samme popularitet – hverken i biograferne eller på streaming. Og det betyder nu, at man på de interne linjer diskuterer superheltenes fremtid.
En ting er rygter. Men nu tyder meget altså på, at den kommende Avengers-film ’The Kang Dynasty’, som var planlagt til at afslutte den næste såkaldte fase 6 i 2026, ikke længere bliver en realitet.
’The Avengers: The Kang Dynasty’ har nemlig nu både mistet sin forfatter og instruktør. Destin Daniel Cretton, som var ellers udset til at diagere det store superheltebrag, har valgt at fokusere andre Marvel-projekter, nemlig Shang Chi-fortsættelsen og serien ’Wonder Man’.
Det hele sker ligeledes i kølvandet på, at skuespilleren Jonathan Majors, der indtager rollen som Kang i MCU, er røget i uføre med retssystemet, hvor flere problematiske anklager har sat hans karriere på standby. Kang var ellers udset til at overtage fra Thanos og blive den helt store skurk i de næste MCU-faser.
Det bringer os videre til, hvem og hvad der så står til at overtage den nye rolle som MCUs farlige skurk. Her giver det mening at kigge mod Fantastic Four.
Superhelte-kvartetten, som MCU først fik rettighederne til, da Disney overtog 20th Century Fox, kunne være redningen for det udfordrede superhelte-univers.
Meget tyder da også på, at det er en af studiets analyser. I disse dage er de nemlig ved at sætte holdet til den ventede film, som pt. er planlagt til at lande i biograferne i maj 2025.
Mange skuespillere har været på tale. Men det forlyder nu, at The Last of Us-stjernen Pedro Pascal er i seriøse forhandlinger om rollen som Reed Richards aka Mr. Fantastic.
Til de andre roller i gruppen går rygtet lige nu på, at Mission: Impossible-skuespilleren Vanessa Kirby er udset til rollen som Sue Storm aka The Invisible Woman, Joseph Quinn, der fik sit gennembrud i sidste sæson af ’Stranger Things’, er på tale som Johnny Storm også kendt som Human Torch. Mens Ebon Moss-Bachrach fra den populære serie ’The Bear’ kunne blive Ben Grimm aka The Thing.
Et ret interessant line-up, hvis I spørger os.
Netop Fantastic Fours karaktergalleri byder også på et par skurke, som kunne være MCUs nye ”Thanos”. Nærmere bestemt Galactus og Dr. Doom.
Rygterne går lige nu på, at Javier Bardem er på tale til rollen som Galactus også kendt som ”Eater of Worlds”. Men Bardems forpligtelse til at optage en anden film kan blive et benspænd.
Victor von Doom er formentlig ikke påtænkt en stor rolle i den første MCU-film om De Fantastiske Fire, omend han måske kun vil blive teaset. Men det er utænkeligt, at Dr. Doom ikke på sigt vil dukke op i MCU. Især nu hvor Kang antageligvis er ude af fremtidsplanerne.
Flere har tidligere været rygtet til rollen, ikke mindst store navne som Ryan Gosling og Josh Hartnett. Mens også Ralph Feinnes og Jason Clarke har været nævnt.
Men hvis vi tager de danske briller på, er der et navn, som er særlig spændende. Nemlig Mads Mikkelsen.
YouTuberen John Campea mener således at vide, at den danske stjerne faktisk er blevet tilbudt rollen.
Men er Mads Mikkelsen ikke allerede en del af MCU som Kaecilius fra Dr. Strange? Jo. Men i disse multiverse tider er alt muligt. Og hvem siger, at den nye Fantasic Four overhovedet vil foregå i den tidslinje?
En lille sjov detalje er, at Mads Mikkelsen faktisk var til casting som Mr. Fantastic tilbage i 2005, da Fox lavede deres egen film.
WandaVision-instruktør Matt Shakman står bag kameraet på den ventede film, og lige nu forlyder det, at vi allerede senere i denne måned kan få den officielle rolleliste bekræftet af Disney.