Rygterne om Tom Hollands ulykke har svirret: Nu bliver flere af dem affejet

Spider-Man-skuespillerens far udtaler sig
Spider-Man: Far From Home
(© Sony Pictures )

Tom Holland, kendt for sin akrobatiske version af den ikoniske netsvinger Spider-Man, pådrog sig en skade efter et stuntuheld på settet til den kommende film Spider-Man: Brand New Day fredag den 19. september.

Hændelsen, der fandt sted i et britisk filmstudie, medførte en midlertidig pause i optagelserne og skabte bekymring blandt fans. Produktionen er dog siden blevet genoptaget, og filmens planlagte premieredato i 2026 er angiveligt ikke påvirket.

Ulykken skete under optagelserne af en stuntsekvens, og der opstod i første omgang modstridende rapporter i løbet af den følgende weekend. Rygterne spændte fra, at han skulle være blevet hastet på hospitalet i ambulance fra Leavesden Film Studios til, at en kvinde på settet også skulle være kommet til skade i hændelsen.

Dominic Holland, skuespillerens far, har dog nu afklaret begivenhederne og aflivet nogle af de mere sensationsprægede historier fra diverse medier. 

I en udtalelse på The Brothers Trusts officielle hjemmeside – en velgørenhedsorganisation drevet af familien Holland – bekræftede han, at hans søn blev kørt til hospitalet som en forholdsregel og blev diagnosticeret med en "mild hjernerystelse".

Han tilføjede: 

- Der var ingen ambulance, og 'Spider-Man: Brand New Day' bliver slet ikke optaget i Leavesden Studios. Måske havde denne mystiske ambulanceredder også en hjernerystelse.

Skaden skete kort før The Brothers Trusts’ velgørenhedsevent 'The Posh Pub Quiz', hvor hovednavnet var netop Tom Holland, sammen med sin kommende hustru og medspiller, Zendaya.

Holland var klar nok i hovedet til at møde op til arrangementet, men måtte på et tidspunkt trække sig fra de stærke lys og larmen, der, som hans far bemærker, er to ting, man bør holde sig fra, når man har været ude for en hjernerystelse.

Billede
(© Disney Pictures)

Mens nogle af de første rapporter antydede en to ugers pause fra optagelserne, ser det ud til, at de blev genoptaget cirka en uge efter ulykken. The Independent rapporterede, at optagelserne var i gang igen i Basingstoke, Hampshire, ved udgangen af september, hvor området blev omdannet til at ligne New York i 1970’erne til en scene med en militærlastbil og bevæbnede politibetjente.

Ud over Holland vender Zendaya og Jacob Batalon tilbage til deres roller som henholdsvis MJ og Ned i filmen, mens bl.a. Jon Bernthal, Sadie Sink og Mark Ruffalo også slutter sig til rollebesætningen.

Læs om alt, hvad vi ved om filmen her.

'Spider-Man: Brand New Day' står fortsat til at få biografpremiere den 30. juli 2026.

Nyeste film i biografen