Se de første billeder: Trine Dyrholm er danmarkshistoriens største seriemorder

'Pigen med nålen' er udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes
Psykosia
(© Psykosia / Beo Starling)

Trine Dyrholm er lige brandaktuel i biografen som desperat mor til en datter, som udsættes for et overgreb ombord på et cruise-skib i Birthday Girl.

Men senere på året har hun en helt anden rolle i den biografiske seriemorderfilm Pigen med nålen, der netop er blevet udtaget til filmfestivalen i Cannes, hvor den skal dyste om hovedprisen Guldpalmen

Med udtagelsen til konkurrencen fulgte også de første billeder fra filmen, der viser de to hovedrolleindehavere, Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm, i dyster sort-hvid. Se billederne nederst i artiklen.

'Pigen med nålen' fokuserer på den unge, fattige kvinde Karoline, der arbejder på en fabrik og tilsyneladende har mistet sin mand i Første Verdenskrig.

Karoline bliver gravid med fabriksejerens søn, hvilket i samtiden langt fra er acceptabelt. Værre bliver det, da Karolines mand til hendes store overraskelse vender tilbage i live. Resultatet bliver en forfejlet abort i de kommunale bade.

Men så møder hun Dagmar Overby.

Dagmar tilbyder hende en arrangeret adoption af hendes baby, men da hun ikke kan betale, indvilliger hun i at arbejde for Dagmar i hendes butik. Snart viser det sig, at Dagmars løsning på uønskede børn hele tiden har været at slå dem ihjel.

Det svensk-polske stortalent Magnus von Horn står bag filmprojektet, som er udviklet med det danske produktionsselskab Creative Alliance med producer Malene Blenkov i spidsen.

'Pigen med nålen' får dansk biografpremiere til efteråret.

LÆS OGSÅ: Film om danmarkshistoriens største seriemorder skal dyste om Guldpalmen i Cannes

Se billederne herunder:

Pigen med nålen
Vic Carmen Sonne spiller Karoline i 'Pigen med nålen' (© Lukasz Bak / Nordisk Film)
Pigen med nålen
Trine Dyrholm spiller seriemorderen Dagmar Overby (© Lukasz Bak / Nordisk Film)