Se første foto og premieredatoen til Anders Thomas Jensens nye stjerne-komedie

Anders Thomas Jensen - hjernen bag danske klassikere som Blinkende lygter, De grønne slagtere, Adams Æbler og seneste Retfærdighedens ryttere - er til efteråret tilbage med en ny dansk komedie.
Titlen er Den sidste viking - og med sig har den danske filmskaber sit sædvanlige slæng af danske stjerner.
Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas er i front. De får følgeskab af bl.a. Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe samt Sofie Gråbøl i sit første samarbejde med Anders Thomas Jensen siden 'Blinkende lygter'.
Nu er den officielle premieredato og det første foto fra filmen offentliggjort via Zentropa.
'Den sidste viking' får biografpremiere den 9. oktober - og derfor kan nedtælling allerede så godt begynde nu.
På det første billede, som kan ses nederst her, ses førnævnte Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, der spiller brødreparret Anker og Manfred - og fotoet er den første forsmag på, hvordan de to vil se ud.
Især Mads Mikkelsens hår stikker ud - en frisure som den danske skuespiller fortalte os om i december, da vi mødte ham. (Se videoen nederst)
I pressematerialet beskrives handlingen i 'Den sidste viking' som følger:
Enspænderen Anker løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt.
Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.
Filmen beskrives som en underfundig komedie om identitet - med Anders Thomas Jensens hårdtslående humoristiske stil.
'Den sidste viking' kan ses i de danske biografer fra 9. oktober.
Se billedet herunder og vores interview med Mads Mikkelsen nederst:
