Se første vilde trailer til ventet zombiefilm fra Weapons-instruktør

Baseret på populært spil
Resident Evil
(© SF Studios)

Efter sine to meget succesfulde gyserfilm Barbarian og Weapons, er alles øjne rettet mod instruktør Zach Cregger

Filmskaberens næste projekt er med Sony Pictures og lander til september: En ny film baseret på de mega populære videospil om Resident Evil.

Nu er den første forsmag på den ventede zombiefilm så ude. Se med nederst i artiklen.

I 'Resident Evil' genforenes Cregger med Weapons-skuespilleren Austin Abrams, som i traileren foretager et opkald til sin kæreste i et forladt hus - inden at tingene for alvor tager fart: Zombierne strømmer frem. Man ser bl.a. en opsvulmet en af slagsen i kloakken, mens horder jagter Abrams' karakter i gaderne.

'Resident Evil' følger den unge medicinske kurér Bryan (Abrams), da en rutinelevering bliver til et mareridt. Fanget i byen omgivet af drabelige væsener, må Bryan kæmper sig ud - men for hver time, der går, bliver natten kun mere kaotisk og brutal.

Resident Evil-universet har været filmatiseret før. Først fik vi seks spillefilm fra 2002-2016 med Milla Jovovich i rollen som den opdigtede karakter Alice. 

Sidenhen har vi både fået en kritiseret Netflix-serie samt endnu en filmatisering i Resident Evil: Welcome to Raccoon City fra 2021. Derudover har der også været en række animationsfilm.

Nu er Zach Cregger så klar til at give os sit bud på en Resident Evil-film. Han er selv en dedikeret fan og har udtalt, at filmen er "et kærlighedsbrev til spillene og følger spillenes regler".

Og hvis traileren her er en indikation om, hvad der venter, så kan vi vist roligt glæde os!

Rollelisten til Zach Creggers 'Resident Evil' tæller udover førnævnt Abrams også bl.a. Paul Walter Hauser, Zach Cherry og Kali Reis.

'Resident Evil' får dansk biografpremiere den 17. september.

Nyeste film i biografen