Spielberg har ikke været bedre i 20 år: Stor ros til ny sci-fi-film

'Disclosure Day' rammer snart biografen
Disclosure Day
(© UIP)

Nedtællingen til Steven Spielbergs ventede sci-fi-film Disclosure Day er startet.

Mens vi herhjemme må vente til den 10. juni, hvor filmen får dansk premiere, så har flere amerikanske filmkritikere fået lov til at smugkigge på UFO-værket.

Og glæder du dig allerede, kommer du formentlig til at glæde dig endnu mere, når du har læst de første reaktioner, der hylder den 79-årige mesterinstruktørs storfilm - og ikke mindst Emily Blunt i hovedrollen.

Germain Lussier fra mediet Gizmodo skriver på X:

- En intens rutsjebanetur, der blander nervepirrende forfølgelsesfilm, kærlighedshistorie og mysterium - alt sammen pakket ind i sci-fi-eventyr

- Det er Spielbergs bedste film i 20 år, fyldt med al den magi, der gør hans film så specielle, plus en præstation og karakter fra Emily Blunt i absolut topklasse.

Læs flere reaktioner herunder og se den helt nye trailer til 'Disclosure Day' nederst.

Disclosure Day
Steven Spielberg under optagelserne til 'Disclosure Day' (© UIP)

Colliders chefredaktør, Steven Weintraub, skriver bl.a.:

- Ikke til nogens store overraskelse har Steven Spielberg endnu en gang leveret et kæmpe mesterværk med 'Disclosure Day'.

- Emily Blunt er fantastisk. Store sommerfilm er normalt ikke den type præstationer, der bliver belønnet i prissæsonen, men når folk ser, hvad hun gør i den her film…

Filmrapporter Bill Bria fremhæver David Keopps manuskript, som han kalder "The X-Files møder Bibelen", mens han kalder det "Emily Blunts mest helstøbte præstation til dato" og John Williams "bedste score i årevis".

Tessa Smith fra Rotten Tomates kalder filmen for "helt fænomenal" og "virkelig noget helt særligt", og afslører, at hun fældede en tåre til sidst.

Med andre ord ser det ud til, at der venter en af de helt store filmoplevelser i næste måned.

'Disclosure Day' er tidligere blevet kaldt en form for åndelig efterfølger til Spielberg-klassikeren Close Encounters of the Third Kind

I den nye film tager instruktøren dog fortællingen et skridt længere, da det bliver offentliggjort, at rumvæsnerne allerede er her - på Jorden. Og denne gang er det altså Emily Blunts karakter, en metrolog fra Kansas, der har oplevet kontakt med det ukendte.

'Disclosure Day' får dansk biografpremiere den 10. juni.

Se den nye trailer herunder:

Nyeste film i biografen