Store internationale roser: Ny dansk film kaldes "sexet og dyster" efter verdenspremiere i USA

Unge danske talenter er at finde både foran og bag kameraet i den nye danske film Sauna, der udspiller sig i det københavnske queer-miljø.
'Sauna' har netop haft verdenspremiere på Sundance Film Festival i USA, hvor flere internationale medier hylder filmen for dens autentiske portrættering af queer-kærlighed. Og så får den spillefilmsdebuterende instruktør Mathias Broe flere rosende ord med på vejen.
Det store amerikanske underholdningsmedie Variety skriver bl.a.:
- En tankevækkende, taktil debutfilm af den danske forfatter-instruktør Mathias Broe. 'Sauna' sporer den akavede, formative romantik, der opstår mellem disse to uventede elskere.
Danske Ekko har også set filmen, som de giver flotte 5 ud af 6 stjerner. Anmelder Niels Jakob Kyhl Jørgensen skriver:
- 'Sauna' er forfriskende ligefrem i sin skildring af queerliv. Fra analhygiejne over klubkultur og til hormonbehandlinger, der skal godkendes af en skeptisk statsmagt. Man mærker et personligt engagement fra en filmskaber med mod til at dele ud af sig selv og talent nok til at samle sin fortælling i sansemættede scener, som spiller videre i erindringen.
Se traileren til 'Sauna' nederst.
ScreenDaily kommer ligeledes med pæne ord til den debuterende instruktør:
- Der er en eftertænksomhed og modenhed i Broes tilgang fra kompleksiteten i det centrale forhold til undgåelsen af at præsentere en turists blik for København og udforskningen af moderne seksualitet gennem ret traditionel historiefortælling. Resultatet er et dystert, involverende menneskeligt drama.
Herudover bliver de to hovedroller Magnus Juhl Andersen ('De forbandede år') og Nina Rask ('Nattevagten - Dæmoner går i arv') positivt fremhævet for deres præstationer som hhv. den homoseksuelle Johan og transmanden William.
Indiewire skriver:
- Magnus Juhl Andersen og Nina Rask kanaliserer denne intense dynamik ubesværet - det er svært at forestille sig filmen fungere lige så godt uden dem.
Flere af medierne frmehæver de autentiske sexscener mellem de to hovedroller i 'Sauna', der byder på både passion, ømhed og grin. ScreenRant kalder bl.a. det danske drama for både "sexet og dyster" i overskriften på deres anmeldelse.
'Sauna' beskrives som en erotisk kærlighedshistorie. Her følger man Johan, der er åben for alt, hvad angår både kærlighed og sex. Han arbejder i Københavns eneste bøssesauna, Adonis. Det er også her, han får egne erfaringer og oplevelser med saunaens øvrige gæster.
Byen er et grænseløst paradis af muligheder med barer, fester og one-night stands for Johan. Men det er først, da han møder den transkønnede William, at han oplever kærligheden på helt nært hold.