Susanne Biers nye, stjernespækkede Hollywood-film får dansk premieredato

Susanne Biers næste Hollywood-film med Nicole Kidman og Sandra Bullock har fået dansk premieredato!
I januar 2025 kunne kino.dk fortælle, at Susanne Bier har fået instruktør-posten på efterfølgeren af den komiske hekse-film Practical Magic fra 1998. Filmen Practical Magic 2 kommer igen til at dreje sig om Kidman og Bullock, der genbesøger deres rolle fra den første film.
‘Practical Magical’ handlede om de meget forskellige søstre Sally og Gillian. De holder sammen på trods af, at Sally er en rolig mor til to, mens Gillian er en vild festabe. De stammer fra en lang række af hekse og skal sammen prøve at skille sig af med en forbandelse, der dræber de mænd, der forelsker sig i dem.
’Practical Magic’ er baseret på romanen af samme navn fra 1995 af Alice Hoffman, og efter sigende kommer den næste film til at handle om en nyere udgivelse i bogserien.
Selvom ‘Practical Magic’ ikke fik stor succes i 1998, så har den formået at blive lidt af en kult-favorit senere hen. Der er derfor mange, der har håbet på en efterfølger, og i 2019 var der snak om en serie kaldet ‘Rules of Magic’ baseret på filmen, men desværre skrottede HBO idéen.
Warner Bros. har delt en kort video på X, hvor man hører Bullock og Kidman, der remser en heksevise op, idet den endelige premieredato i USA kan læses på skærmen. I Danmark får vi fornøjelsen af at se filmen dagen før, nemlig den 17. september 2026.
Se videoen nederst i artiklen.
Sandra Bullock og Nicole Kidman kommer til producere filmen, der endnu engang er skrevet af Akiva Goldsman (The Da Vinci Code, I Am Legend). Og som instruktør ser vi selvfølgelig danske Susanne Bier, der efterhånden er blevet vant til at lave film og serier på engelsk med hendes seks sidste projekter værende større Hollywood-baskere.
‘Practical Magical 2’ bliver det tredje samarbejde mellem Susanne Bier og Nicole Kidman efter HBO-serien ‘The Undoing’ fra 2020, hvor hun spillede overfor Hugh Grant, og Netflix-serien ‘The Perfect Couple’ fra 2024, hvor hun spillede overfor Liev Schreiber.
Susanne Bier har også haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Sandra Bullock i den omtalte Netflix-film Bird Box.
’Practical Magic 2’ får dansk premiere den 17. september 2026.







