Tom Holland vender tilbage i 'Spider-Man 4': Ny instruktør fundet til superheltefilmen
Den seneste og tredje solofilm med Tom Holland som Spider-Man fra 2021 blev instrueret af Jon Watts, hvilket også var tilfældet på forgængerne Spider-Man: Homecoming i 2017 og Spider-Man: Far from Home i 2019.
Efter den store succes med Spider-Man: No Way Home, der indtjente 1,91 mia. dollars på verdensplan, er det nok ikke så underligt, at vi kan se frem til en fjerde film om spindelvævssvingeren.
Mere overraskende er det måske, at det bliver med en ny instruktør ved roret. Ind på scenen træder nemlig Destin Daniel Cretton. Det skriver The Playlist.
Instruktøren er ikke ny i superhelteland, da han instruerede Marvel-filmen Shang-Chi and The Legend Of The Ten Rings fra 2021.
Han stod ellers til også at skulle instruere Shang Chi-fortsættelsen, hvilket han efter alt at vurdere nok pt. ikke kommer til, da der efter sigende skulle være sat fart på produktioen af 'Spider-Man 4', så den kan lande i biografen i 2026.
Tom Holland vender som sagt tilbage som Peter Parker aka Spider-Man. Det er dog endnu usikkert, om andre skuespillere fra forgængerne også vil vende tilbage i deres respektive roller.
Dog vender både Chris McKenna og Erik Sommers tilbage for at skrive filmens manuskript, mens Marvel-bossen Kevin Feige producerer sammen med Sonys leder Amy Pascal.
Der er i skrivende stund intet nyt om, hvad den fjerde Spider-Man-film kommer til at handle om.
Det er også usikkert, hvad fremtiden byder på for fortsættelse til 'Shang-Chi and The Legend Of The Ten Rings'. Mon der også her bringes en anden instruktør ind? Eller venter man på, at Destin Daniel Cretton færdiggør sin Spider-Man-film?