Videnskaben har talt: De 10 uhyggeligste film nogensinde

Liste over de mest skræmmende film til dato domineres af moderne gys og oversete satsninger
Billede
(© Blumhouse Productions)

Ingen Halloween uden gyserfilm. Vi søger i ly for efterårets kulde og mørke, og i stedet jagter vi det kolde gys, alt det, der løber os koldt ned af ryggen og gemmer sig i de mørke kroge når natten falder på.

Men hvad er egentlig den uhyggeligste film, der nogensinde er blevet lavet? Der er nok ikke to personer, der vil give det samme svar på, hvad der holder dem vågne om natten, men studiet "The Science of Scare" har forsøgt at give et endegyldigt svar på, hvad der skræmmer os mest.

Studiet har til formål at undersøge, hvordan publikum reagerer på forskellige gyserfilm, med målet om at spore sig ind på hvilken gyserfilm, der kan få titlen som "den uhyggeligste film nogensinde". Det er blevet gjort ved at tracke publikums hjerterytmer både før og under en gyserfilm.

Så hermed er videnskabens bud på hvilke 10 film, der udgør de uhyggeligste nogensinde. Du kan se listen herunder:

Sinister
(© Scanbox)

1. Sinister

Det overnaturlige gys Sinister fra 2012 følger Ethan Hawke i rollen som en true crime-forfatter, der kaster sig ud i at nå til bunds i en families tragiske dødsfald og en mystisk hjemmevideo. 

Den kan således, ifølge dette studies data, kalde sig for den uhyggeligste film nogensinde, da den toppede skalaen og fik dets publikums hjerterytme op på hele 131 slag i minuttet. 

Host
(© Shadowhouse Films)

2. Host

Isolationen og usikkerheden under Corona-pandemien var måske allerede skræmmende nok at leve med i forvejen, men i 'Host' (2020) kæmper de også mod dæmoniske kræfter. 

Filmen er lavet på kun 12 uger og filmet over Zoom, hvor en vennegruppes beslutning om at deltage i en seance får katastrofale følger.

Skinamarink
(© IFC Films/Shudder)

3. Skinamarink

En af nyere tids helt store overraskelser kom i form af den eksperimentelle gyserfilm 'Skinamarink' (2022), og selvom den splittede publikum, da den først kom ud, så har den altså sneget sig ind på en tredjeplads. 

Filmen er et næsten syretrippet mareridt, hvor to små børn vågner op midt om natten og opdager, at alle døre og vinduer i deres hus er sporløst forsvundet.

Billede

4. Insidious

Der er ingen tvivl om, at det overnaturlige og dæmoniske tydeligvis får pulsen op hos publikum, og gysermester James Wans Insidious fra 2011 er ingen undtagelse. 

Den følger nemlig Patrick Wilson og Rose Byrne i rollerne som ægteparret Josh og Renai, der opdager at det måske ikke er deres hus, men i stedet deres unge søn, der hjemsøges af kræfter fra det hinsides.

Nattens dæmoner
(© Warner Bros.)

5. Nattens dæmoner

James Wan tilegner sig også femtepladsen på listen. Det sker med den første film i rækken på hans populære franchise omhandlende dæmonologerne Ed og Lorraine Warren, nemlig Nattens dæmoner aka 'The Conjuring' fra 2013. 

Filmen fortæller om ægteparrets arbejde med sagen om Perron-familien, der efter at have købt et hus i Rhode Island snart blev plaget af mørke kræfter.

Billede
(© Hereditary/Nordisk Film)

6. Hereditary

Ari Aster har over de seneste år slået igennem som en ny horror-auteur, og således får hans debutfilm Hereditary (2018) en sjetteplads på listen. 

Denne grusomme historie har bl.a. Toni Collette og Alex Wolff på rollelisten, og omhandler Graham-familien, der må konfrontere deres sorg og grave familiehemmeligheder frem i kølvandet på bedstemorens død.

Smile 2
(© UIP)

7. Smile 2

Det er sjældent, at en gyser efterfølger klarer sig bedre end den første film, men Parker Finns Smile 2 (2024) gjorde det umulige. 

Her følger vi Naomi Scott i rollen som popstjernen Skye Riley, som efter at have været vidne til en gammel vens tragiske død, pludselig befinder sig fanget, plaget af hallucinationer og en legesyg forbandelse.

Billede
(© UIP)

8. Smile

Opsigtsvækkende er det, at den originale film 'Smile' (2022) også har vundet en plads på top 10. 

Den første film i rækken fortæller historien om en psykolog, hvis tilværelse vendes på hovedet, da en patients tragiske selvmord hjemsøger hende i form af en forbandelse, kendetegnet ved et dystet, umenneskeligt smil.

The Exorcism of Emily Rose
(© Screen Gems)

9. The Exorcism of Emily Rose

På denne top 10 finder vi bemærkelsesværdigt nok ikke klassikeren 'The Exorcist' (1973), som ellers traumatiserede sin tids publikum med besvimelser, opkast og hospitalsbesøg til følge, men i stedet får den nyere exorcisme film fra 2005 en niendeplads. 

The Exorcism of Emily Rose handler om en præst og en exorcisme, der slog fejl, og han må nu for retten efter at blive beskyldt for mordet på den 19-årige Emily. Den er i øvrigt instrueret af samme mand, som stod bag kameraet på listens førsteplads 'Sinister', nemlig Scott Derrickson.

'Talk to Me'
(© 'Talk to Me' / Scanbox)

10. Talk to Me

2020'erne har fået æren af at dominere over halvdelen af listen, og tiendepladsen går således til den australske debutfilm Talk to Me fra 2023. 

Denne film er en fortælling om teenageren Mia, der jager en distrahering fra sorgen over sin afdøde mor, og finder den i en farlig leg med en gruppe nye venner, og en klam afhugget hånd, der siges at være en måde at kommunikere med ånder.

Nyeste film i biografen