Zootropolis 2-instruktører kvalte hinanden i optagestudiet

Næsten et årti efter at en kaninbetjent og en kriminel ræv indgik et usandsynligt venskab, er Judy Hopps og Nick Wilde tilbage på sagen i Zootropolis 2.
Men de er ikke alene. Filmens to instruktører Jared Bush og Byron Howard kunne afsløre overfor os hos kino.dk, at der er intet mindre end 70 talende roller i den længe ventede efterfølger, og mange af dem er blevet fyldt ud af kæmpe navne både i den amerikanske og den danske version.
Således kan man altså opleve de sprøde stemmer fra bl.a. Dwayne Johnson, Ed Sheeran, Sharkira, Robert Irwin, Josh Gad, Macaulay Culkin, Brenda Song og Michael J. Fox for bare at nævne nogle stykker af de skuespillere, der leverer en replik eller to i den nye film. Se listen over de danske stemmer her.
Men spørger man instruktør og manuskriptforfatter Jared Bush hvilken stemme-gæsteoptræden, der er hans favorit, kunne han blot pege til højre på sin medinstruktør Byron Howard af en meget simpel grund:
- Han spiller rollen som en hjort, der bliver kvalt. Og det er min favorit, fordi da han optog den replik, fik jeg lov at kvæle ham for at få den præstation. Det havde jeg det ret godt med.
Til det kunne Howard veltilfreds supplere med: "Jeg er ret fantastisk."
De to filmskabere mener, at det er meget unikt, at så mange store stjerner har lyst til at komme ind og lægge stemme til meget små bikarakterer. Der skulle dog ikke meget overtalelse til:
- Normalt ville man gå ud og sige: "Hey, vil du være sød og være en del af den her historie?", men vi var virkelige heldige, at der var mange, som sagde: "Den første film betød virkelig noget for mig, og jeg ville elske at være en del af fortsættelsen."
Hertil supplerer Howard, at det er lidt af en tradition i Zootropolis-universet, at der dukker en masse uventede kendte stemmer op.

I ægte buddy-cop-stil fra 1980’erne får Hopps’ trang til at opklare forbrydelser i den nye film konsekvenser, da hun og Nick ikke altid følger ordre fra politichefen.
Under en vigtig efterforskning fører et hændelsesforløb til ødelæggelser, man kunne forvente i en Dødbringende våben-film, hvilket resulterer i, at duoen bliver suspenderet og sendt i "partnerterapi".
Men ét spor kan Hopps ikke give slip på – det peger mod familien Lynxley, Zootropolis' grundlæggere, og afslører, hvorfor slanger og krybdyr ikke er velkomne i byen.
'Zootropolis 2' kan ses i biografen nu med både dansk og engelsk tale.
Se herunder hele vores interview med instruktørerne, hvor der også snakkes om mærkelige dyre-facts og filmenes spionrødder.








