12 serier du skal se i januar

Januar byder på en stærk start på serieåret med et bredt udvalg af både helt nye titler og længe ventede sæsoner.
Der er drama og magtkampe, intense thrillers, overdådige kostumedramaer og store franchise-udvidelser samt både danske og internationale satsninger på tværs af streamingtjenesterne.
Vi har samlet 12 serier, som er værd at skrive på din watchlist i årets første måned.
Se de 12 serier, du skal streame i januar, herunder:

Spillet - sæson 2
I første sæson af reality-serien, der havde premiere i 2025, ankom en gruppe kendte danskere til en luksuriøs villa. Det stod dog ikke på ferie, men derimod på et intenst socialt spil, hvor det altid handler om at være et skridt foran alle andre.
Efter succesen vender 'Spillet' tilbage med en ny sæson i starten af 2026, hvor man kan se en ny række af kendte personligheder danne alliancer og dyste om at få magten. Sæsonens deltagere byder bl.a. på skuespillerinde og tidl. balletdanser Cecilie Lassen, influencer Melissa Bentsen, komiker Mathias Bach og tidl. cykelrytter Jesper Skibby.
Ligesom i sæson 1 vil der være et panel til at kommentere og analysere spillernes valg og sætte dem i perspektiv til den virkelige verden. Her kan vi se direktør og tidligere minister Søren Pind, komiker Natasha Brock, podcast- og tv-vært Christian Bonde samt influencer og iværksætter Irina Olsen, som var deltager i første sæson.
Sæson 2 af 'Spillet' kan ses på TV 2 Play fra den 1. januar.

Amadeus
Der ligger overdådigt drama i vente allerede i starten af januar med et nyt bud på historien om en af verdens største komponister, Mozart, og hans langvarige rival Antonio Salieri.
I serien følger man 25-årige Amadeus, som er fast besluttet på at bane sin egen kunstneriske vej i Wien, efter at være sluppet væk fra sin dominerende far. Han ledes ind i højtuddannede, kulturelle inderkredse af den respekterede hofkomponist Salieri - men venskabet kompliceres hurtigt, når jalousien over Mozarts hurtige succes sætter ind hos hans mentor.
'Amadeus' er ligesom filmen fra 1984 er serien baseret på Peter Schaffers teaterstykke af samme navn fra 1979 og er skrevet af Joe Barton, som tidligere har arbejdet på serier som 'Black Doves' og 'The Lazarus Project'.
I rollen som Mozart kan vi se Will Sharpe, som tidligere har samarbejdet med Barton på krimiserien 'Giri/Haji' fra 2019. Han har udmærket sig både som instruktør på The Electrical Life of Louis Wain og vandt en Emmy for sin præstation i den anden sæson af hitserien 'The White Lotus'.
Rivalet Salieri spilles af Paul Bettany, som har et solidt CV bag sig med kendte roller i bla. The Da Vinci Code, A Beautiful Mind og 'WandaVision'.
'Amadeus' kan ses på SkyShowtime fra den 2. januar.

His & Hers
Tessa Thompson er frontfigur i en ny serie fra Netflix, hvor hun spiller rollen som den isolerede journalist Anna. Rygterne om et mord i den by, hun voksede op i, får hende dog ud af døren og på jagt efter svar... dog ikke uden selskab.
Den mistroiske betjent Jack Harper (Jon Bernthal) er nemlig ikke begejstret for, at hun bliver involveret og følger derfor i hælene på hende i den intense efterforskning. Her er der altid to sider af samme sag, men kun én kan fortælle sandheden.
'His & Hers' er baseret på mysterieromanen af samme navn skrevet af Alice Feeney. Dee Johnson er showrunner på serien, som tidligere har arbejdet på hitserier som 'ER' og 'The Good Wife', og hun har senest fungeret som executive producer på den Emmy-nominerede miniserie 'Fellow Travelers'.
'His & Hers' kan ses på Netflix fra den 8. januar.

The Pitt - sæson 2
HBOs hospitalsserie har i 2025 taget verden med storm, og nu kan vi snart se den imødesete anden sæson.
Vi vender dermed tilbage til Pittsburgh Trauma Medical Center, hvor sæson 2 udspiller sig 10 måneder efter afslutningen af den første sæson. Ligesom sidste gang vil den kommende sæson igen udspille sig over én hospitalsvagt, hvor vi her kan følge hospitalets personale på weekenden til den 4. juli.
Størstedelen af det oprindelige cast vender tilbage, hvor skuespillerne Noah Wyle, Katherine LaNasa og Shawn Hatosy alle vandt Emmys for deres præstationer i år. Serien er skabt af R. Scott Gemmill og produceret af John Wells og Wyle, som alle tre også arbejdede sammen på det andet kendte hospitalsdrama 'ER'.
Sæson 2 af 'The Pitt' kan ses på HBO Max fra den 8. januar.

The Night Manager - sæson 2
Den længe ventede anden sæson på danske Susanne Biers prisvindende serie 'The Night Manager' har premiere på Prime til januar, hvor vi igen får selskab af Jonathan Pine (Tom Hiddleston), der nu lever et nyt, fredeligt liv som Alex Goodwin.
Hans stille tilværelse bliver dog hurtigt rystet igen efter et voldeligt sammenstød med seriens nye skurk, den colombianske forretningsmand Teddy Dos Santos. Vores helt må nu til Columbia og involveres i et dødeligt plot - og arbejde hurtigt for at stoppe en sammensværgelse mod hele nationen.
Mens det som bekendt var Susanne Bier der instruerede sæson 1, så instrueres den kommende sæson 2 af Georgi Banks-Davies, som tidligere har arbejdet på serier som 'Paper Girls' og 'Kaos'.
Hovedrolleindehaveren Hiddleston får selskab af nytilkommeren Diego Calva i rollen som hans nye nemesis. Calva har man tidligere kunne se i krimiserien 'Narcos: Mexico' og i biografen i storfilmen Babylon.
Sæson 2 af 'The Night Manager' kan ses på Prime Video fra den 11. januar.

Industry - sæson 4
I HBOs hitserie 'Industry' har vi fulgt intrigerne hos den prestigefyldte investeringsbank Pierpoint & Co., hvor en gruppe nyuddannede forsøger sig med at nå til tops i finansverden i kølvandet på finanskrisen i 2008.
Nu vil man snart kunne streame sæson 4, som serieskaberne Mickey Down og Konrad Kay, der selv stammer fra en baggrund i finansindustrien, har kunne fortælle, ikke blot fokuserer på gruppens hovedkvarter, men også nu vil udforske kapitalismens effekt på resten af samfundet.
Stjerneskuddene Marisa Abela og Myha'la vender tilbage på skærmen sammen med Ken Leung og Game of Thrones-stjernen Kit Harington, men også nye stærke kræfter ligger i vente i den kommende sæson. Vi kan nemlig snart også opleve bla. Max Minghella, Kiernan Shipka, Charlie Heaton og Kal Penn give sig i kast med det finansielle spil.
Sæson 4 af 'Industry' kan ses på HBO Max fra den 12. januar.

Agatha Christie's Seven Dials
Set i lyset af den store succes Netflix har i øjeblikket med Rian Johnsons finurlige Knives Out-film 'Wake Up Dead Man' med Daniel Craig som den excentriske Benoit Blanc, så giver det god mening, at de satser på endnu en whodunnit, denne gang baseret på en af den ikoniske forfatter Agatha Christies fortællinger.
Selvom 'The Seven Dials Mystery' egentlig var en af de bøger, hun fik de dårligste anmeldelser på, så bringer den kommende serie en folkekær karakter på skærmen til live i form af Lady Eileen "Bundle" Brent. Det er op til hende at nå til bunds i sagen på en spøg, der er gået grueligt galt.
På rollelisten finder man bla. Mia Mckenna-Bruce som Bundle samt Martin Freeman og Helena Bonham Carter. Bag roret for serien sidder Chris Chibnall, som tidligere har skabt mysterieserien 'Broadchurch' og var også den tredje showrunner i rækken på BBCs legendariske 'Doctor Who'.
'Agatha Christie's Seven Dials' kan ses på Netflix fra den 15. januar.

Slangedræber
Prime Video udkommer for første gang med en egenproduceret dansk serie, når den nye thrillerserie baseret på virkelige hændelser har premiere.
I 'Slangedræber' følger vi Uropatroljen, den berygtede politienhed i Danmark for sine ekstreme metoder, som ofte inkluderer at bryde loven for dermed at håndhæve den. Og det er nemlig det, der sker, da en gruppe lovløse betjente indleder en krig mod et forbrydernetværk, efter at ung meddeler bliver fundet brutalt myrdet.
Pilou Asbæk spiller hovedrollen Brian "Smiley" Petersen, og på rollelisten finder vi også andre stærke navne som Lars Ranthe, Joey Moe og Laura Christensen.
'Slangedræber' kan ses på Prime Video fra den 16. januar.

A Knight of the Seven Kingdoms
Game of Thrones-universet bliver også udvidet til næste år, hvor serien baseret på en række af George R. R. Martins noveller samlet under navnet 'Tales of Dunk and Egg' får premiere.
Den kommende serie er en prequel, som foregår omtrent 90 år før begivenhederne i den populære fantasyserie. Her følger vi ridderen Duncan the Tall ("Dunk)", som senere bliver Lord Commander af The Kingsguard, og hans væbner, prinsen Aegon Targaryen ("Egg"), på deres eventyr i Westeros, mens Targaryen-klanen hersker på jerntronen.
I hovedrollerne kan man se Peter Claffey, som tidligere har arbejdet på bl.a. Small Things Like These med Cillian Murphy, og barneskuespilleren Dexter Sol Ansell, der bl.a. er kendt for at spille en yngre version af The Hunger Games-skurken Coriolanus Snow i The Ballad of Songbirds and Snakes.
George R. R. MartinMartin har skabt serien i samarbejde med Ira Parker, som også sidder som producer på den anden prequel-serie i franchisen, 'House of the Dragon'.
'A Knight of the Seven Kingdoms' kan ses på HBO Max fra den 19. januar.

The Beauty
På trods af at den evigt produktive Ryan Murphy i år har skabt den dårligste TV-serie nogensinde ifølge kritikerne (som desuden allerede har fået bekræftet en sæson 2), så er han allerede i gang med en ny serie med Matthew Hodgson, som han flere gange har arbejdet sammen med på bla. 'Glee' og '9-1-1'.
'The Beauty' er baseret på en tegneserie af samme navn, hvor to detektiver får til opgave at efterforske modeverden i Paris, da en række internationale supermodeller begynder at dø i voldelige og mystiske omstændigheder.
Hovedrollerne spilles af Murphys hyppige samarbejdspartnere på 'American Horror Story' og 'Monster', Evan Peters, og Rebecca Hall. De følges med et stjernespækket cast, som tæller bla. Ashton Kutcher, Jeremy Pope, Anthony Ramos og Isabella Rossellini.
Der loves også et væld af gæstestjerner som Ben Platt og John Carroll Lynch, supermodellen Bella Hadid og sanger Meghan Trainor.
'The Beauty' kan ses på Disney+ fra den 22. januar.

Wonder Man
Mens vi allerede kan glæde os til et gensyn med både Spider-Man og Avengers i biografen næste år, så fortsætter MCU også i fuld fart på streaming.
Den 17. serie i rækken har nemlig premiere i slutningen af januar, og den kommer til at omhandle historien om skurken genfødt som superhelt, Wonder Man, nu med et tilføjet metalag.
Yahya Abdul-Mateen II spiller Simon Williams, en skuespiller der kæmper for at få fodfæste i branchen, og som håber på at kunne fremme sin karriere ved at spille med i en film om superhelten Wonder Man. Med sig har han Trevor Slattery (Ben Kingsley), som vi sidst så i Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings i 2021, samt ingen ringere end danske Zlatko Buric som den fiktive filminstruktør Von Kovak.
Abdul-Mateen II har også medvirket i DCs Aquaman-film, og man har sidst kunne se ham på TV i anerkendte serier som 'Black Mirror' og 'Watchmen'.
Serien er skabt af Shang-Chi instruktøren Destin Daniel Cretton sammen med Andrew Guest, som også var producer på en af de forrige MCU-serier, nemlig 'Hawkeye'.
'Wonder Man' kan ses på Disney+ fra den 28. januar.

Bridgerton - Sæson 4, del 1
Der står endnu mere kærlighed, hemmeligheder og social status på spil i den fjerde sæson af 'Bridgerton', som med fuld fart har indtaget vores hjerter med dens store følelser og moderne take på klassiske kærlighedsfortællinger.
Denne gang følger vi det næstældste barn i Bridgerton-familien, Benedict, som bevæger sig i kunstneriske kredse og bryder med samfundets normer. Modsat sine søskende nægter han desuden at gifte sig, trods sin mors store ønske, men til et bal bliver han straks betaget af en mystisk kvinde klædt i sølv. Og hvis hans følelser ikke allerede var splittede nok i forvejen, så lærer han også den unge Sophie at kende samtidig.
Størstedelen af det oprindelige cast vender tilbage, denne gang i selskab med nytilkommer Yerin Ha, som sidst har medvirket i dramaserien 'The Survivors'.
Serien er som bekendt baseret på Julia Quinns bogserie om de otte børn i Bridgerton-familien og deres rejse fra børn til voksne i Londons 19. århundrede.
Første del af sæson 4 af 'Bridgerton' sæson 4 kan ses på Netflix fra den 29. januar.







