2 storfilm sejrer! Tom Cruise og ny Disney-film tænder op under biograferne

"Mission: Stitch" fuldført
Lilo & Stitch
(© Disney)

I 2023 var Barbenheimer et verdensomspændende fænomen, hvor de to meget forskellige film, Barbie og Oppenheimer, sammen gik deres sejrsgang i biografer overalt.

Godt nok skal der meget til at nå deres salgstal, men med premieren på to af sommerens store blockbusters samme dag i sidste uge, har Paramount Pictures og Walt Disney Pictures tænkt sig at gøre deres bedste.

Man kunne kalde det "Mission: Stitch" eller måske "Impossiblelilo", men uanset hvad har weekendens premierefilm, Mission: Impossible – The Final Reckoning og Lilo & Stitch, tændt op under de internationale biografmarkeder.

Amerikanerne har afholdt Memorial Day, hvilket betyder en forlænget weekend, og med premieren på de to nye film blev det intet mindre end den største Memorial Day-biografweekend nogensinde i USA!

Lilo & Stitch
Lilo & Stitch (© Disney)

'Lilo & Stitch', der er genindspilningen af Disneys egen animationsfilm fra 2002, indspillede billetter for 145,5 mio. dollars i USA alene og 341 mio. dollars, hvis man lægger de internationale tal oveni. Det giver årets næstbedste åbningsweekend efter En Minecraft Film og den tredjebedste åbning for en live-action Disney-genindspilning efter Løvernes konge i 2019 og Skønheden og Udyret i 2017.

Ligesom i den originale film møder man den kaotiske og ensomme pige Lilo fra en splittet familie på Hawaii, der møder den nuttede (og endnu mere kaotiske) alien Stitch, der er på flugt fra væsner fra det ydre rum.

Filmen vises herhjemme i Danmark både med original tale og med danske stemmer, hvor Amin Jensen, ligesom i originalen, lægger stemme til Stitch. Det kan du høre mere om her.

Mission Impossible 8
Mission: Impossible - The Final Reckoning (© UIP)

Weekendens anden nye film, 'Mission: Impossible – The Final Reckoning', startede også stærkt og indspillede billetter for 190 mio. dollars, hvoraf hele 127 mio. kom fra markeder udenfor Nordamerika. 

Sådan en åbning, den bedste for serien i USA, er vigtig for filmen, som har kostet 400 mio. dollars at producere (før marketingomkostninger), og hvis forgænger, Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One, ikke helt levede op til forventningerne.

Dette actionbrag er blevet markedsført som sidste led i sagaen om superagenten Ethan Hunt, der naturligvis spilles af Tom Cruise. Christopher McQuarrie instruerer igen.

Vi tilføjer de danske billetsalgstal for de to film, når de bliver offentliggjort.

Nyeste film i biografen