Knightriders
Foto: Laurel Entertainment

80'er kultfilm kan pludselig ses i Danmark - gratis!

Rustninger og motorcykler

De fleste vil nok tænke på zombier, når vi nævner navnet George A. Romero.

Den ikoniske gyserinstruktør var med til at skabe de moderne, levende-døde zombier, som vi kender dem i dag. Det skete med filmen ‘Night of the Living Dead’ fra 1968.

Herefter fulgte ‘Dawn of the Dead’ og ‘Day of the Dead’, som cementerede Romeros status som zombie-konge.

Andre vil måske forbinde Romero med sine Stephen King-samarbejder, der bl.a. tæller klassikken ‘Creepshow’ samt dens efterfølger.

Men mellem sine zombie-gys og Stephen King-filmatiseringer, stod den amerikanske instruktør bag en anden og i dag ret obskur titel, nemlig Knightriders fra 1981.

Her er nemlig tale om en film med riddere i rustning på… ja, motorcykler!

I ‘Knightriders’ er vi langt væk fra zombierne og blodigt gys, den følger i stedet en omrejsende cirkustrup, der opfører middelalderturneringer, hvor hestene er erstattet af motorcykler.

I hovedrollen finder man Ed Harris som Billy, en moderne Kong Arthur-skikkelse. Han forsøger at holde fast i et ridderideal med ære, loyalitet og retfærdighed, selv om verden omkring ham bliver mere kommerciel og kynisk. En del af truppen ønsker mere succes og flere penge, mens Billy insisterer på at leve efter sine idealer.

På rollelisten finder man bl.a. også den i horrorkredse kendte make-up-artist Tom Savini, Ken Foree fra bl.a. ‘Dawn of the Dead’ og Stephen King i en mindre optræden.

For første gang kan ‘Knightriders’ nu streames i Danmark - og så endda gratis. Den er nemlig landet på PlutoTV, hvor man altså kan se den, hvis man kan acceptere nogle reklamer undervejs.

Men man skal sætte sin aften af, filmen er nemlig 2,5 time lang.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: