Amerikanerne turde ikke vise danskers Trump-film... før nu
At Ali Abbasis film The Apprentice om den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps unge år skulle blive et kontroversielt emne i USA var nok ventet af de fleste. Der er trods alt tale om en biografi om en af de mest omtalte og kontroversielle politiske skikkelser i landet i nyere tid.
Filmen var dårlig nok blevet vist til sin verdenspremiere i Cannes, før et sagsanlæg tikkede ind fra Trumps advokater, og pludselig var en amerikansk biografpremiere mindre sikker.
Briarcliff Entertainment har købt rettighederne til filmen, og ifølge The Hollywood Reporter får den amerikansk premiere den 11. oktober, hvilket er under en måned før de forstående præsidentvalg i USA den 5. november.
'The Apprentice' er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi, som tidligere har provokeret med filmene Grænse og Holy Spider, der begge fik prestigefyldte priser i bl.a. Cannes. Trump-filmen er instruktørens første engelsksprogede film.
Ali Abbasis nyeste værk beskrives som en fiktionsfilm om den amerikanske ekspræsident Donald Trumps unge år og forholdet til den skruppelløse advokat Roy Cohn.
Her følger man Trump på sin rejse fra ung og usikker mand med en kontrollerende far til det forretningsimperium, bygget på et tvivlsomt grundlag, som han var kendt for inden præsidentembedet.
Lige nu bliver 'The Apprentice' vist på filmfestivalen Telluride, hvor en fyldt sal var mødt op for at se filmen til sin første amerikanske visning. Meningerne om filmen var ikke overraskende delte, men i forbindelse med visningen er der begyndt at spire rygter om Oscar-nomineringer til de to hovedroller Sebastian Stan og Jeremy Strong.
The Hollywood Reporters journalist Scott Feinberg påpeger i en artikel, at Tom Ortenberg fra Briarcliff Entertainment er en erfaren herre, der har stået for Oscar-kampagner for Lionsgate på Crash i 2004 og for Open Road på Spotlight i 2015. Begge mindre titler med noget på hjerte, som modtog prisen Bedste film ved Oscar-uddelingerne.
The Apprentice får dansk biografpremiere den 17. oktober.
Oscar-uddelingen 2025 finder sted natten til den 3. marts.