Chris Hemsworth tager ansvar for dårlig Marvel-film: "Jeg blev en parodi på mig selv"
Chris Hemsworth springer ud som skurk i den kommende Mad Max-film Furiosa, der får premiere den 22. maj, og i den forbindelse pryder Hollywood-stjernen den nye forside af Vanity Fair.
I den medfølgende artikel åbner Hemsworth op om sin Marvel-karriere - og ikke mindst den seneste Thor-film, Love and Thunder, som i den grad delte fans.
Hemsworth lyder til at være i den kategori, som ikke er tilfreds med resultatet af den fjerde Thor-film. Faktisk mener han, at fans fortjener en femte og mere værdig afslutning på fortællingen om Tordenguden i MCU.
Det er ikke første gang, at han udtaler sig kritisk om 'Love and Thunder', som han tidligere har kaldt "for fjollet". Men filmen lyder nærmest til at hjemsøge ham.
- Jeg blev fanget i min egen impro og det skøre, og jeg blev en parodi på mig selv. Jeg snublede på målstregen, udtaler Marvel-stjernen i den nye artikel.
Skuespilleren forklarer, at han altid har været taknemmelig for sin rolle som Marvel-helt, men afslører nu, at over årene med fire Thor-film og diverse Avengers-film, voksede hans frustrationer - på især ét punkt.
- Nogle gange følte jeg mig som sikkerhedsvagten på holdet. Jeg læste de andres replikker og tænke: "Åh, de har meget federe ting. De har det sjovere. Hvad sker der for min karakter?"
- Det handlede altid om, "Du har en paryk på. Du har musklerne. Du har kostumet... Ja, jeg er en stor del af det her, men jeg er formentlig ret udskiftelig."
Ydermere fortæller Chris Hemsworth, at han længes efter at arbejde med store instruktører som fx Christopher Nolan, Kathryn Bigelow, Greta Gerwig, Martin Scorsese og Steven Spielberg.
Hollywood-stjernen afslører afslutningsvis, at Darren Aronofsky (som producerede Hemsworths doku-serie 'Limitless') arbejder på to projekter med Hemsworth i tankerne. En sort-komedie og et sci-fi-projekt.
Chris Hemsworth kan opleves i 'Furiosa: A Mad Max Saga' i biograferne fra 22. maj.